Feb 14th, 2008 | Marketing, Musik |
Jeg tror, at det er de færreste, der ikke har hørt om begreberne “bruger-genereret indhold” og hele “Web 2.0″. Nogen får måske endda opkastfornemmelser af ordene. Men tag lige og slap af. Et eller andet skal vi kalde det. Og nu har nogle kloge mennesker fra New York University undersøgt om bruger-genereret indhold gør en forskel.
I artiklen Does Chatter Matter (som er tilbage fra maj) undersøger Vasant Dhar og Elaine Chang spørgsmålet om, hvorvidt bruger-genereret indhold på weblogs øger salget af musik. Og lyt nu godt efter. Bruger-genereret indhold om musik øger salget
Lidt mere præcist formuleret, undersøger Dhar og Chang hvorvidt mængden af bruger-genereret indhold, som omtaler en specifik musikudgivelse, kan bruges til at forudsige salgsmængden af den musik, der omtales.
Gennem i alt 8 uger registrerede Dhar og Chang bruger-genereret indhold om 108 forskellige nye musikalbum. Regressionsanalyser af de indsamlede data viser, at:
- the volume of blog posts about an album is positively correlated with future sales
- greater increases in an artist’s Myspace friends week over week have a weaker correlation to higher future sales
- traditional factors are still relevant – albums released by major labels and albums with a number of reviews from mainstream sources like Rolling Stone also tended to have higher future sales.
Web 2.0 gør en forskel. Næste gang de gennemløber undersøgelsen ville jeg gerne vide noget om, hvordan korrelationer mellem fx salgsmængde, genre, nichegrad og segmentering af køberne.
Men spring selv over på NYU og læs artiklen Does Chatter Matter? The Impact of User-Generated Content on Music Sales.
Spørg mig ikke, hvorfor der er gået næsten et år, før jeg har opfanget papiret. I don’t know…
[Via Socialmediaportal]
Feb 13th, 2008 | Musik |
Efter nogle juridiske problemer er det nu muligt at downloade hele Amplives album med remixes af Radioheads album In Rainbows. Albummets 8 numre kan i ægte Radiohead-stil suges gratis ned på din computer.
Måske bør jeg ikke kalde det remix af Radioheads numre, for mest af alt lyder det som helt nye numre bygget med samples fra In Rainbows.
Amplive løb ind i nogle problemer, da han udgav sine remixes uden at spørge Radiohead (selskabet bag). Det var ikke noget, som de brød sig om i “øvelokalet”. Amplive modtog et brev som (forståeligt nok) krævede, at han stak piben ind og hev sine remixes tilbage i skuffen, hvor de kom fra.
Men Amplive synes rigtig godt om sine remixes. Numrene var for gode til kommodeskuffen. Derfor gav han sig til at argumentere for sin sag. Og det hjalp sgu. Amplive har fået lov til at udgive sit remix-album Rainydayz Remixes. På YouTube (video 1, video 2) kan man se lidt om, hvad Amplive mener om sagen.
Men når alt kommer til alt, så er hans remixes tilgængelige. Spring derfor over til Amplive og hent albummet Rainydayz Remixes, der kun er lavet med samples fra In Rainbows og gæstemusikerne Too $hort, MC Zumbi of Zion I, Chali2na of Jurassic 5, Codany Holiday, and Del The Funky Homosapien.
Feb 11th, 2008 | Musik |
Jeg skrev den anden dag om en glimrende debut fra en kvindelig dansk kunstner. Nu gør jeg det sgu igen. Sofie Nielsen aka Tone har nemlig også udgivet et glimrende debutalbum. Og for søren - det er for cool.
Som tiden byder vor moderne musikanter, distribuerer Sofie sit album som gratis download under en Creative Commons-licens. Det betyder, at du kan hente Tones debutalbum Small Arm of sea og dele det med dine venner lige så tosset, som du har lyst til. Du må bare ikke lave om på musikken eller forsøge at tjene penge på Sofies kunst.
- Det er sgu i orden.
Hent Tones debutalbum Small Arm of Sea og sæt hende i rotation på din lyttestation. Læg hendes toner på den mobile høreenhed. Tag hende med en tur på bænken i parken, gå en tur med hende i skoven, tag hende med en tur rundt om søen, vis hende din lokale træstub, vis hende dit hemmelig sted, fortæl om hende til dine venner, vug til hendes rytmer sammen med en som du kan lukke øjene med.
Feb 4th, 2008 | Musik |
Det løber koldt ned ad ryggen. Gyset har fanget mig og jeg kan kun krybe i støvet for Michael Jacksons gennemførte album Thriller. Albummet viser sig måske at være holdbart for livstid. Det er sgu godt gået for en pop-plade.
Thriller sælger stadig godt. Albummet er efter sigende stadig det bedst sælgende album - ever. Og jeg har intet imod, at Michael Jackson soler sig i den historie. Skønt det har haltet med kreativiteten og populariteten i offentligheden, har titlen The King of Pop vist sig, ikke kun at være til låns.
Thriller kom første gang i pladepushernes vinduer tilbage i 1982. Det var dengang, musik var noget man købte på vinyl og cellofanerede casettebånd. Det var 5-6 år før jeg købte mit eget første casettebånd med Michael Jackson og efterfølgende ikke kunne holde benene i ro i dagevis. Jeg måtte bare springe og danse alt imens jeg skreg I’m bad, Im bad, you know it… og vedholdende repeterede koreograferede håndbevægelser, hvor jeg demonstrativt hev mig selv i skridtet mens jeg lavede ansigtsudtryk i bedste BAD-stil. Jeg var sgu også bad og følte mig draget af Michael Jackson og hans gadebandes hærgen parkeringshuset. Jeg ville også hærge, råbe BAD, være sej og rive gitre af til ventilationsskakter. Det blev imidlertid kun en drøm.
Nu er Michael og pladeselskab tilbage med en Thriller, version 2008. En Thriller (25th Aniversary Edition) med alle de gode gamle sange peppet op til en moderne digital tidsalder. På den nye Thriller får vi også nogle nye versioner af de 25 år gamle numre. Numre, som i dag er blevet klassikere, ikke bare i popkongens eget univers men i hele pophistoriens univers. Vi er derfor dømt til alverdens mere eller mindre - mest mindre - vellykkede cover-versioner.
Cover-versioner får vi også på den nye Thriller. Det kan åbenbart ikke undgås. Lyt til hele Thriller-albummet hos SONYBMG og læg så lige mærke til, hvordan lortet stadig holder. Det gamle skidt styrer stadig max! Det kan imidlertid ikke siges om de nye coverversioner.
Wanna Be Startin’ Somethin’ er blevet maltrakteret af Akon og Kanye West har ikke haft held med sit remix af Billie Jean. Og Fergie, hun ligger og roder rundt på Beat IT. Bedst af de nye versioner er to remix af Will.i.am (The Girl is Mine og Pretty Young Thing) som formår at skabe nye rammer for de gamle numre og give dem en klub-lyd, som nok skal få gang i dansebenene rundt på de engang så røgfyldte beværtninger.
Godt gået Michael. Det er en skam, at de nye versioner af dine gamle sange ikke inviterer til ros. Men lyt og døm selv.
Jan 28th, 2008 | Musik | 1 kommentar
Jeg kan sige meget kort. Aura Dione har lagt sin dragende vokal og sine ligeså dragende sange på debuten Columbine. Og hun rammer plet - intet mindre. Debuten er lige i øret.
Gennemskrevet, gennemarbejdet, gennemproduceret og godt gennem-udført. Hun har det, hun kan det og hun gør bare det sheit.
Der er ikke behov for flere ord.
Snup en lytter på hendes MySpace-profil.
Jan 14th, 2008 | Musik |
Jeg har flere gange tidligere skrevet om tilstanden i det britiske pladeselskab EMI. Og nu er der igen fyret op under gryderne hjemme på adressen i London.
EMI strammer garnet og laver endnu en omorganisering af arbejdet, som man kalder den slags. I praksis betyder det, at EMI forventes at sige farvel til omkring 2.000 medarbejdere.
Hvis man skal tro Paul McCartney, så er det måske også på tide, at EMI ryster posen og lægger brikkerne på ny:
Sir Paul McCartney recently launched a stinging attack in The Times on the culture at EMI, arguing that it had become “really very boring”. He added: “Everybody at EMI had become a part of the furniture. I’d be a couch; Coldplay are an armchair. And Robbie Williams, I dread to think what he was.”
Robbie Williams har valgt at kommentere beslutningen ved at trække i gadedrengskostumet og kritisere beslutningen. Det er vist noget med, at han vælger at laver børnetricket, hvor man gør sig godt og grundig sur og tvær, hvorefter man tydelig gør det klart, at hvis man ikke får sin vilje, så har man i sinde at spolere det for alle andre.
Dec 7th, 2007 | Musik |
Hvis du endnu ikke har fået suget det glimrende nye album In Rainbows fra Radiohead fra Radiohead ned på din computer ganske gebyrfrit, så er det nu ved at være sidste chance.
Radiohead planlægger en ordinær udgivelse af albummet og fjerner muligheden for at hente albummet gratis.
Aug 20th, 2007 | Musik |
Podcastet fra Morning Becomes Eclectic har netop lagt en af sommerens optagelser online i podcast-kartoteket. Det drejer sig om en liveoptagelse af Architecture in Helsinki fra juni måned.
Architecture in Helsinki er fra Australien og kaster sig frygtløst ud i at levere spastisk indie. Lyden er ligesom det udenommusikalske fyldt med humor og stor selvironi. Noget som vi på den hjemlige halvkugle fx også kender fra Junior Senior.
Det er slet ikke en dårlig performance på den medbragte verdensmusikalske kindergarden-instrumentering. Jeg tror så absolut, de er en koncertoplevelse værd.
Bonus info: Helsinki er hovedstaden i de tusind søers land, Findland. Findland har fostret nogle kendte arkitekter. Heriblandt Alvar Aalto, Jorma Järvi, Eero Saarinen, Eliel Saarinen.
Architecture in Helsinki, Morning Becomes Eclectic
Aug 20th, 2007 | Musik |
Der er ikke noget synderlig særligt ved mine musikpræferencer. Jeg er ikke særlig afvigende, men ligner massen meget godt. Faktisk ligner jeg ca. en trediedel (33,64%) af alle andre. Jeg er bare pisse normal. Fedt nok.
Nuvel, i sidste uge lyttede jeg mig ud af en tangent og spillede mig væk fra den brede normalitet. Altså den normalitet som gælder på last.fm. I sidste uge var jeg derfor kun 10,12% mainstream. Sikke noget, men det sker jo.
[via Shevy]
Last.fm, Mainstream
Aug 1st, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn, Musik | 2 kommentarer
Mens jeg har danset tallerkener rene ved køkkenvasken til højtalernes beskidte 90′er toner fra Nirvana, strejfer en tanke mig.
Dengang Nirvana var nye på musikscenen i Danmark havde jeg en kammerat, som nu er over alle bjerge i et eksotisk udland. Vi lyttede til meget af det samme musik. Med tiden gik vi endda så langt, at vi begyndte at udfolde os på elektronisk forstærkede instrumenter i et moderne fællesskab, som vi kaldte et band.
Vi spillede egentlig bare rockmusik. Beskidt og ny rockmusik i takt med bølgerne fra den anden side af Atlanten. Men når nogen spurgte om vi spillede rockmusik, så svarede vi prompte, at det gjorde vi i bestemt ikke. Ingen skulle komme og reducere vores kunstneriske udfoldelser til rockmusik.
Nogle gange, hvis spørgeren ikke have mistet modet med det beskidte og ikke særlig flinke svar, de havde fået, skete det, at det første spørgsmål blev fulgt op af et andet: Nå men hvad spiller I så?, lød det fx. Enten svarede vi ikke eller også begyndte vi tydelig fornærmet på en længere forklaring om, at rockmusik altså ikke bare er rockmusik. Ser du, der findes grader af rockmusik. Hvis vi går tilbage til de gamle klassikere som tydeligt bygger på bluesskabelonen… - og så rullede forklaringsmøllen ellers derudaf. Vi kendte nemlig alle de gamle sange. Som andre musicerende unge mennesker havde vi også lært instrumenterne at kende til lyden af Johnny Be Good og hele bagkataloget fra The Rolling Stones og The Beatles. Ingen skulle komme og sige, at vi spille rockmusik.
Men der står jeg altså og klirrer midt i opvasken med Nirvana ringende i øregangen mens tanken strejfer idet, jeg når frem til det åbenlyse modsætningspar The Rolling Stones overfor The Beatles. Grupperne står som monument for en generation. De er to alen af samme stykke og dog er de alligevel et modsætningspar. De henvender sig til forskellige segmenter og man kan måske fristes til at kalde dem substituerende. Man kan ikke få begge dele. Det er enten eller.
Unuanceret var man i gruppernes Hey Day enten til The Rolling Stones eller også var man til The Beatles. Man måtte foretage et valg og dermed også et fravalg.
Da jeg spillede rockmusik i garagen (vi spillede faktisk en overgang i en garage) var jeg tændt af flammerne fra lyden af Nirvana. Jeg var så tosset med Nirvana, at jeg næsten havde plakater på væggene. Nirvana mig her og Nirvana mig der. Min kammerat kunne godt li’ Nirvana, men han var mere bidt af Pearl Jam og Eddie Vedder end Cobain. Jeg synes Pearl Jam var helt OK. Jeg kunne sagtens lytte til det og jeg kunne også høre det fede i musikken og Vedders vokal. Men hvis jeg skulle vælge hvad der fortjente plads i cd-afspilleren, blev det til enhver tid Nirvana.
Nirvana og Pearl Jam dannede en musisk boble som placerede sig i et relationelt fællesskab overfor en masse anden musik i halvfemserne. De stod sammen overfor det andet. Men samtidig indeholdt gruppernes forskellige udtryk muligheden for distinktion indbyrdes. Og de var glimrende instrumenter til at vælge fællesskab ligesom de kunne bruges til at tegne sin ungdom udadtil. De opførte sig lidt ligesom forholdet mellem The Rolling Stones og The Beatles.
Måske netop fordi, at de for udenforstående blev opfattet som to stykker af samme alen, udtryk for samme ungdom, kunne jeg blive ved med at spille elektrisk rockmusik med min kammerat. Ligesom han ukompliceret kunne gøre det samme.
Vi spillede sammen lang tid. Flere musiske modefænomener kom og forlod os igen. Altid fulgt op af både tøjstil og passende frisurer.
Hele tiden var der en forskellighed indbyrdes i vores musiske præferencer og tilhørende sociale omgang. Jeg var til Kashmir, han var til Dizzy Mizz Lizzy og da britpoppen trillede ind fra Storbritannien var jeg til Blur og han var til Oasis.
Vi var to dybt forskellige unge mennesker og dog blot to sider af samme ungdom, der fik lortet til at lyde pisse fedt - it’s only rock and roll!
Blur, Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, Musik, Nirvana, Oasis, Pearl Jam, Rockmusik, The Beatles, The Rolling Stones