Feb 14th, 2008 | Marketing, Musik |
Jeg tror, at det er de færreste, der ikke har hørt om begreberne “bruger-genereret indhold” og hele “Web 2.0″. Nogen får måske endda opkastfornemmelser af ordene. Men tag lige og slap af. Et eller andet skal vi kalde det. Og nu har nogle kloge mennesker fra New York University undersøgt om bruger-genereret indhold gør en forskel.
I artiklen Does Chatter Matter (som er tilbage fra maj) undersøger Vasant Dhar og Elaine Chang spørgsmålet om, hvorvidt bruger-genereret indhold på weblogs øger salget af musik. Og lyt nu godt efter. Bruger-genereret indhold om musik øger salget
Lidt mere præcist formuleret, undersøger Dhar og Chang hvorvidt mængden af bruger-genereret indhold, som omtaler en specifik musikudgivelse, kan bruges til at forudsige salgsmængden af den musik, der omtales.
Gennem i alt 8 uger registrerede Dhar og Chang bruger-genereret indhold om 108 forskellige nye musikalbum. Regressionsanalyser af de indsamlede data viser, at:
- the volume of blog posts about an album is positively correlated with future sales
- greater increases in an artist’s Myspace friends week over week have a weaker correlation to higher future sales
- traditional factors are still relevant – albums released by major labels and albums with a number of reviews from mainstream sources like Rolling Stone also tended to have higher future sales.
Web 2.0 gør en forskel. Næste gang de gennemløber undersøgelsen ville jeg gerne vide noget om, hvordan korrelationer mellem fx salgsmængde, genre, nichegrad og segmentering af køberne.
Men spring selv over på NYU og læs artiklen Does Chatter Matter? The Impact of User-Generated Content on Music Sales.
Spørg mig ikke, hvorfor der er gået næsten et år, før jeg har opfanget papiret. I don’t know…
[Via Socialmediaportal]
Feb 2nd, 2008 | Gadekunst, Marketing |
Fine og hæderkronede virksomheders marketingafdelinger og ditto reklamebureauer kender kun alt for godt, at deres out-door reklamer bliver sminket (kommenteret og ødelagt) af gadens kunstnere og små hærværks-udførende drenge.
Nogle gange er det godt for produktets samlede brandbase, at det udsættes for virkelighedens kommentarer i form af påtegninger og anden udsmykning udført af gadens kunstnere. Nogle produkters “sjælelige” eksistens får nemlig kun ekstra styrke, hvis de kommenteres i det offentlige rum og på den måde eksplicit håndgribeligt indgår i virkelighedens betydningskonstruktion.
Andre gange er det kun en pestilens, hvis en annonce bliver tegnet på og kommenteret. I sådanne tilfælde er idioten med spraydåsen eller den sorte tusch kun dét, en idiot, en destroyer, en virus på det fine glasbillede, som annoncøren har brugt tusindevis af kroner på at skabe og distribuere.
I det udenlandske huserer en reklamekommentator i det udendørs, hvor han skamferer out-door reklamer ved at kappe hovedet af de afbildede personer i annoncen.
Og nu har hans reklamekommentering taget en drejning. Og ingen annoncer i trykte medier kan føle sig sikre. Senest er han begyndt at gå i “dialog” med avisreklamer - altså de reklamer der er inde i aviserne. Denne lille film fra YouTube viser, hvordan David Beckham halshugges i bunke gratisaviser i Londons gader.
[Via Wooster Collective]
Jan 10th, 2008 | Marketing |
Engang var iMac’en bare en fed computer. I dag er “i’et” i iMac blevet et kommercielt fænomen. Man kan sælge alt muligt mere eller mindre lødigt stuff, bare ved at sætte et “i” foran. også noget helt vildt tosset.
I den forbindelse kommer jeg til at tænke på en ældre Wullfmorgenthaler-stribe. Vist nok noget med en “mac dude”, som gerne vil skydes af en orn’li’ syg ganster-type. Gansteren vil nemlig skyde ham med en iGun. Og det må han helt vil gerne.
- marketing is everything!
Opdatering:
Jeg fandt striben med “the iGun” .
Jul 11th, 2007 | Marketing, Musik |
Mens det regner udenfor har jeg zappet rundt på tv-kanalerne og så var det, at jeg fangede mig selv en reklame for en ny compilation cd med dansevenlig hit-musik.
CD-en hedder Hard Dance Mania og udgives af DJ Beat Records Skandinavia. Jeg ved desværre ikke helt om jeg skal grine eller græde af reklamen. Reklamen for cd-en (ligesom alle andre reklamer fra selskabet) er fyldt med letpåklædte dansende damer der både kysser og kærtegner hinandens kroppe.
Jeg vælger at læse reklamen som en parodi og sidder derfor og smågriner. Men alligevel kan jeg smage en underliggende ubehag ved hele setuppet - også selvom reklamen bare er en sjov kommentar til musikstilens/ og pop-branchens flerårige seksualisering af kvindelige kunstnere/ popsangere.
Reklamen kan i øjeblikket også ses på DJ Beat Records Skandinavias website.
Dance, Musik, Reklame.
Jun 17th, 2007 | Marketing, Medier |
Jeg har tidligere skrevet om amerikanerne og hvordan religiøse holdninger manifesterer sig i populærkulturen og i masseforbruget. For et lille års tid siden var det fx historien om Fox Faith, der distribuerer religiøse film til filmhungrende religiøse grupperinger, der fangede min interesse.
Denne gang handler det også om det stærke filmmedie. Universal retter deres komedie Evan Almighty mod det religiøse publikum. Og som vi kender det fra helt almindelige film rettet mod helt almindelige - og ikke udpræget religiøse - publikumssegmenter, skal filmen ses og bedømmes af et testpublikum før den kan gøres færdig. Det sker også med Universals film Evan Almighty.
Forskellen fra den helt almindelig fremgangsmåde er, at filmen denne gang skal vises for et religiøst test-publikum. Universal har derfor inviteret nogle religiøse opinionsdannere til at se filmen før den klippes færdig og sendes ud i biffen.
[…] Universal has held several screenings of “Evan Almighty” with religious leaders, hoping that they will recommend the film - […] - to their congregations.
En metode som Walt Disney også brugte i produktionen af Narnia -
Løven, heksen og garderobeskabet.
Film, Religion, Universal.
Jan 17th, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn, Marketing |
På Marketing Pop Culture ligger et udmærket podcastinterview med Grant McCracken. Selvom lydkvaliteten er intet mindre end elendig, er der god mulighed for at komme tættere ind på McCrackens tanker.
McCracken taler om hans forestilling ‘The big board’. Så vidt jeg hører ham, handler det om at være i besiddelse af et overordnet ‘værktøj’ til systematisering af kulturanalyse. The big board er måske mere en diffus forestilling end et egentlig værktøj, med skulle gerne gøre os i stand til at erkende, hvordan fx obskøn kultur er i bevægelse og med tiden kan normaliseres. Dvs. en forestilling vi kender fra distinktionen: center - periferi.
Værktøjet stiller på sin egen måde normative krav til vores analytiske tilgang og McCracken drager i den forbindelse en sammenligning med trendspotting. Den måde diverse trendspotting-bureauer ofte fungerer på i dag er, at de ser på det, som er cool. Deres fokus er ofte på stil og der er ofte en overensstemmelse mellem det, der er defineres som cool og spotternes personlige preferencer. Men sådan må legen ikke udfoldes. Det må ikke handle om, hvad vi selv synes er fedt ude i den kulturelle mangfoldighed. Det vi selv synes, rykker lige nu, er dybest set irrelevant.
Der sker nemlig hele tiden noget - alle steder, i alle kulturer. Også hos de forbrugere som ikke tænder på nye produkter og normalitetsudfordrende kulturelle koder. Som forretningsorienteret kulturanalytiker skal man så at sige holde sit kulturelle blik åbent hele vejen rundt. Man må ikke bare se i den retning, hvor tendenserne passer ind i engen kulturs verdensbillede. McCracken siger derfor lettere provokerende, at ‘Coolhunting is too important to be left to cool hunters’. (NB: Hvis man følger McCrackens blog, så vil man opdage at han ikke har et uproblematisk forhold til trendspotting- og coolhunting-bureauer.)
For den gode kulturanalyse består udfordringen i mønstergenkendelse. Dvs. det drejer sig om at være i stand til at ’se’ og efterfølgende læse den kode, der senere manifesterer sig i kulturelle forandringers indflydelse på forbruget. Og netop mønstergenkendelse og læsningen af kulturelle tegn med efterfølgende kondensering kræver en historisk følsomhed. Og for Grant McCracken i særlig grad en indsigt i og følsomhed for populærkulturens historie og betydninger.
Hvis man ikke formår at forstå populærkulturen (dvs. den dagligdag som berører mennesket), risikerer man at miste forståelsen for den betydningsdannelse, der guider forbrugeren i sit daglige forbrug. Dette er væsentlig pointe for læsningen af McCracken. Hans Meaning map udviser da også en ydmyghed overfor betydningsdannelsen og for hvad der rent faktisk er muligt, når virksomheder ønsker at deltage i betydningsproduktion og fx opbygge mærkevarer - brands.
Ser vi på betydningskortet, så bygger det på en identifikation af tre hovedaktører: Culture, Consumer goods & Individual consumers.
Branding is a process by which meanings are detached from culture and invested in consumer goods. And then detached from those consumer goods and invested in the individual consumer.
Men lyt selv og hør why culture matters.
Grant McCracken, Kultur, Podcast.
Nov 2nd, 2006 | Marketing, Medier |
På en af Googles servere ligger et elektronisk dokument, hvor de præsenterer deres logoer gennem tiden. Dette er fx fra beta-perioden i 1999.
Denne her er fra olympiaden i Sidney i 2000.
Denne blev brugt ved maleren Monets Fødselsdag i 2001.
Og denne ved Picassos i 2002
Og ved Einsteins i 2003 og ved Hitchcocks fødselsdag samme år.
Og der er flere, hvor de kommer fra.
Det interessante er den legesyge, som Google udstråler i deres logoarbejde. De klæder sig ud til enhver lejlighed. De leger med, når det er fastelavn og påske. Når det er halloween eller når det er en kendt Leonardos fødselsdag. Alt sammen på en forventelig uforudsigelig facon.
Enhver brandspecialist ville skrige højlydt og løbe langt væk, hvis der ikke er bare en smule entydighed i brandets snit. Der må nemlig nødvendigvis være en konsistens i virksomhedens profil, hvis den skal have en langvarig betydningsmættet værdi. Det er der skrevet mange tykke bøger om og der er tænkt rigtig mange tanker i hovederne på Kloge Åger om.
Men Goggle har tilsyneladende ikke læst en eneste af de bøger! Ej heller haft lejlighed til at tale med en ekspert udi profilering. For med omtrent 20 forskellige logo’er hvert år, kan man ikke på overfladen påstå, at Google udviser konsistens. Sådan da -
Men hvorfor gør Google det? Kender de ikke noget til branding og identitetsarbejde hos Google? Jo, selvfølgelig gør de det. Og det er netop også derfor, at de gør, som de gør. Sådan lyder min påstand i hvert fald.
Det Google netop gør gennem logovariationen er, at de skaber identitet til en virksomhed, der umiddelbart kun eksisterer i cyberspace og som gerne vil virke dynamisk, forandringsparat og ung. Den manglende konsistens er netop konsistens i sig selv.
På Gehør har Mikkel skrevet om Googles fremtræden på nettet i den sproglige kommunikation. Og måske kommer han med tiden med et perspektiv på deres logoarbejde.
Brandidentitet, Google, Logo, Medier.
Sep 25th, 2006 | Marketing |
Hvis nu man var bilsælger. Altså sådan rigtig bilsælger. Du ved med både brugte og nye vogne. Bilsælger med bezin i blodet, med skørter og med selvvalgt knop på gearstangen. Så skulle du bare se løjer. Løjer sir’ jeg dig.
Jeg ville skære ned på mit markedsføringsbudget. Jeg ville bruge langt færre penge på fx annoncer i aviser. For jeg er nemlig blevet lidt klogere i dag. Og hvis man er heldig, virker det også i Danmark. Ser du, en hel masse bilsælgere i USA er gået sammen for at finde ud af, hvad de egentlig får i udbytte for alle de dollar, de bruger på annoncering i aviserne. Bilsælgerne har ikke selv lavet undersøgelsen. Det har nogle kompetente statistikere. De har gransket, hvilke variable der har indflydelse på annoncens virkning. New York Times skriver om resultatet. Og det er interessant.
To iøjnefaldende konklusioner lyder:
‘Ad size didn’t have an effect,’ Gary Marcotte, senior vice president of marketing at AutoNation, said. ‘Color didn’t have an effect. When you put them together, they did have an effect.’
Now, the company is moving much of its advertising to half-page color advertisements.
‘When done effectively, it’s just as effective as a full page ad,’ said Mr. Marcotte, who added that he had not expected that result. ‘It’s shown us that science can be more effective than gut.’
Hvis det var muligt for mig, som bilsælger altså, at gøre det samme og med samme virkning, så ville jeg ikke tvivle et eneste sekund. I rakst tempo ville jeg foretage de nødvendige justeringer og i sidste ende spare masser af penge på annoncering. Forskellen på hel- og halvside er ikke uvæsentlig.
Nuvel, det kommer til at gå ud over aviserne, men så må aviserne rive sig i håret, fordi jeg ikke længere bruger så mange penge dem. De kan så selv overveje, om de måske skal begynde at tage sig betalt for nyhederne - igen.
De penge jeg sparer, vil jeg så bruge på hæk-spoiler, navigationssystem, anlæg og heftige højtalere, stænk-et-eller-andet… og hey, tonede ruder.
[via C3@MIT]
Annoncering, Marketing.
Aug 28th, 2006 | Marketing |
Ovre på Kommunikationsforum skriver Mie om en reklameplakat for gratisavisen 24timer. Hun er overbevist om, at plakaten siger noget om avisens politiske ståsted. Men overfortolker lektoren? Det mener kommentator-Christian og jeg vil gerne slå flok, selvom jeg anerkender det polemisk legende i Mies udlægning.
Sådan ser plakaten altså ud. Jeg vil ikke gendrive alle Mies spekulationer, men kun tage fat på hendes udredninger om salt og peber-problematikken. Hun mener nemlig, at der er en særlig grund til, at Socialdemokraternes Helle er placeret bag peberbøssen.
Som det første vil jeg tillade mig at foreslå Mie at genlæse sine Visual Studies-tekster. Jeg vil begrænse mig til i flæng at foreslå to passende emner, farvelære og komposition. Måske kan det hjælpe på forvirringen om bøsseplaceringen.
Hvis vi alene forsøger at betragte originalbilledet af ‘køkkenbordet’ med salt- og peberbøsserne, ses et glimrende komponeret foto. Altså fotoet uden 24timer, uden Anders og uden Helle. Fotoet hænger selvstændigt harmonisk sammen. Det ville det ikke, hvis bøsserne havde været placeret i omvendt rækkefølge (salt til venstre). Det hvide salt, som jo ikke har nogen ‘farve’, kan ikke levere samme modvægt til den brune flaske og den blå termos, som peberen formår.
Man kan så spørge. Jamen man kunne jo bare have spejlvendt baggrunden. Ja, det kunne man. Men hvorfor skulle man det. Og ville der ikke opstå samme ‘tænkte’ læsning. Nu blot med Helle som salt og derfor en læsning af, at Helle er en nødvendighed. Og ville baggrunden i samme grad som nu facilitere en læseretning, som løber fra venstre mod højre?
Man kan også spørge. Jamen man kunne jo bare have byttet om på Anders & Helle. Ja, det kunne man. Men så ville man ikke indeksikalt være i stand til at fastholde forestillingen om de traditionelle politiske fløje, hvor Anders befinder sig til højre og Helle til venstre for midten. (Til orientering og for at undgå enhver fejltolkning, må jeg hellere oplyse baggrunden for, at jeg skriver Anders først og dernæst Helle. Anders starter med bogstavet A. A er det første bogstav i alfabetet. Helle starter med H. H er det ottende bogstav i alfabetet. A kommer før H i alfabetet. Jeg følger alfabetets struktur og nævner derfor Anders først. Jeg har ikke noget politisk ærinde med rækkefølgen).
Når det er sagt, så er det selvfølgelig interessant, at Mie i det hele taget når frem til den læsning, som hun nu engang gør. Det siger vist mere om Mie end det åbner for et kig på avisens politiske ståsted endsige tyder på kommunikationsmæssigt amatørarbejde fra håndværkernes side.
24timer.
Aug 17th, 2006 | Marketing |
Den nye tjubang film ‘Snakes on a Plane‘ med Samuel L. Jackson i en af hovedrollerne har endnu ikke haft præmiere. Og ingen ved endnu helt præcist, hvad filmen har at byde på. Men det forhindrer tilsyneladende ikke alverdens (nuvel mest amerikanske) biografgængere at snakke om filmen.
Fans har allerede meldt sig på banen og skriver engageret om filmen, laver hjemmesider om den, chatter om den på diverse fora, bytter ideer og forestillinger på fx myspace og weblogs med mere. Alt sammen kun på baggrund af en begrænset viden om den film, som først får præmiere i USA i morgen. De ved faktisk ikke, om filmen overhovedet er værd at skrive hjem om. Det stopper dem bare ikke. Filmen har fået en offentlighed, længe før den ‘eksisterer’.
Der er selvfølgelig mange gode forklaringer på, hvordan det kan lade sig gøre. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at en stor del af begrundelsen for den massive tildragelse af filmen, skyldes en viral markedsføringskampagne udført til ug, kryds og slange.
Ta’ nu fx den fantastiske idé med telefonopkaldet fra Samuel L. Jackson. Hvilken drengerøv vil ikke gerne ringes op af ‘The Bad Mother Fucker Jackson’ og, i ord som absolut ikke kan misforstås, personligt blive ‘beordret’ til at smutte i biffen og se Snakes on a Plane?
Dertil hører, at man har gjort en masse materiale tilgængeligt for bloggere og myspace’re. På den måde har man gjort det nemt for dem at deltage i samtalen om filmen. Og det har virket til fulde.
Samuel L. Jackson, Snakes on a Plane, Viral marketing, WOM.