May 13th, 2007 | Litteratur |
Jeg har bladret i fantastiske bøger fra en svunden verden. Jeg har studeret Leonardo da Vincis håndskrevne noter, læst i Mozarts musikalske dagbog, jeg har næsten haft Lewis Carolls fortælling om den lille Alice mellem mine fingre og jeg har fået fornemmelsen af at have rørt ved verdens ældste trykte manuskript fra året 868.
Takket være internettet og The British Library har jeg haft fortidens unika i laptoppens skød. Så indrømmet, nej, jeg har faktisk ikke rørt ved nogle af værkerne. Jeg har ikke fået stillet min fetichistiske bibliofilitis.
Og det vil da også kun være en kliche, hvis jeg sagde, at det næsten er som at være der selv. For det er ikke resultatet af mødet med The British Librarys digitalisering af nogle af verdens vigtigste bøger.
I reolen her til venstre for mig står fx et udmærket faksimile af den originale håndskrevne fortælling Alice’s Adventures Under Ground. Dvs. den udgave, som matematikeren Charles Dodgson skrev til dekanens tre døtre. Og den udgave foretrækker jeg til enhver tid frem for en digitaliserede version på nettet - trods alle gode intentioner fra det engelske bibliotek.
Men spring selv over på The British Librarys Turning the Pages og gå på opdagelse i den digitaliserede bogskat.
Bibliotek, British Library, Bøger, The British Library.
Jun 8th, 2006 | Bjæf, Litteratur | 1 kommentar
Vi kalder det vidensøkonomi, informationsøkonomi eller hvad det bliver kaldt i forskellige sammenhænge. Kært barn har som bekendt mange navne. Fælles for dem alle er imidlertid forestillingen om, at vi skal satse på viden, viden, viden og atter viden. Hvis bare vi tilføres tilstrækkelig information og udarbejder viden af den, så klarer vi os i den nye globale konkurrencesituation.
Udmeldinger om Danmarks fremtidige potentiale ligger begravet i manifester præsenteret af dagdrømmere, politikere og avisfilosoffer med hang til utopiske forestillinger uden blik for den menneskelige dynamik. Det er ikke bare Danmark, som tænker i de baner. Hele den verden, vi efter moderniteten har døbt den vestlige, trækker ud i infromationens overhalingsbane på vidensmotorvejen.
Det hænder, at man kan høre hulheden i manifestpræsentationernes tomme klang. Af og til fristes jeg ligefrem til spekulationer om, hvorvidt drømmerne er bevidste om deres underliggende funktionalistiske forestillinger. Læsninger af strukturelle modeller om komparative fordele og et syn på den menneskeskabte verden, betragtes som om, at den udvikler sig evolutionært. Der er kun en vej og det er fremad. Som om virkeligheden var lineær. Tydeligst bliver det illustreret i forestillingerne om, at bare vi er foran de andre. Bare vi er et skridt foran. Jamen foran med hvad spørger jeg og får svaret; med viden selvfølgelig. Og så er vi tilbage ved starten, hvor opfattelsen ‘bare vi er vidende’, skal vi nok klare os.
Vel er det en højpandet behandling, jeg har gang i. Det ændrer imidlertid ikke ved, at forestillingen ‘bare vi er vidende’ dybest set et tomt udsagn. Det lader sig ikke gøre at være hverken mere eller mindre vidende. Mennesket er som udgangspunkt vidende, færdigt arbejde. Mennesket kan ikke være ikke vidende.
Fortsættes diskussionen med drømmerne, bliver den langsomt mere pragmatisk indstillet og det bliver klart, at drømmerne mener, vi skal vide noget specifikt om noget specifikt. I denne specifikke viden bliver vores konkurrencefordel forestillet.
Ved at tænke på den måde prikker man til den af kapitalens logikker, som indfanges i begrebet knaphed. Den traditionelle knaphedslogik vedrører ressourcerne. Altså det forhold, at alle ressourcer er knappe. Der er kun så og så mange enheder af ressourcerne A, B og C. For virksomhederne gælder det så efterfølgende om at udnytte ressourcerne bedst muligt. Den virksomhed som formår at allokere sine ressourcer ‘bedst’, vinder i det lange løb. Sådan cirka i hvert fald.
Men tanken bliver halt i vidensøkonomien. Heri giver det ikke mening at tale om viden som en knap ressource. Viden er ikke knap. Den er der eller den er der ikke. Der kan naturligvis være knaphed på medarbejdere med en specifik viden og evne til at anvende viden udviklingsmæssigt. Og selvom det jo er disse medarbejdere, drømmerne tænker på i deres talen om viden, så ændrer det ikke ved, at viden og medarbejdere med viden er to forskellige størrelser. Viden er i sig selv ikke en knaphed.
Den stadigt stigende gennemsigtighed vi oplever via adgangen til ‘gratis’ og relativt lettilgængelige specifikke viden, vi alle kan opsluge via netværket af forbundne computere verden over, gør kun antagelsen om viden som en knap ressource yderligere til skamme. Vi må tænke i andre baner og holde op med at betragte viden som noget i sig selv. Det er ikke den, vi vinder konkurrencen på. Viden fås billigere fra hylderne i østens ingeniør- og atomfysikersupermarkeder end den gør herhjemme. Og der går stadig flere asiatiske kemikere på en kilometer end danske.
Richard Lanham redegør i bogen ‘The Economics of Attention: Style and Substance in the Age of Information’ for, at information ikke er knap. Faktisk er der så meget af den, at vi er ved at drukne i det. Det vi derimod mangler, det som der er knaphed på, er evnen til at sortere i informationerne og tildele ting mening. Ikke forstået som evnen til ‘bare’ at uddrage viden af information og applicere teknologisk viden udviklingsmæssigt. Det der søges er evnen til dynamisk at tillægge betydning. Lanham taler hermed for, at vi bevæger os fra produktet/ tingen som den teknisk produceres via viden og i stedet retter blikket mod det man kunne kalde en abstraktion over tingen. Vi skal tilegne os evne til ikke bare at gøre tingen brugbar for forbrugeren. Den skal tildeles betydning i rummet af muligheder. Tingen skal gøres betydningsfuld for den enkelte forbruger, om jeg så må sige.
Det er det han betegner som bevægelsen fra en tingens økonomi til en opmærksomhedens økonomi. Lanham fastslår, at den centrale vare i den nye økonomi ikke er selve tingen men tingens stil. Accepterer vi, at stil kommer til at udgøre en af de væsentligste baser for differentiering mellem produkter (og det er der kun al mulig grund til at forestille sig), muterer det vi i den gamle økonomi beskyttede med patenter til det vi i den nye økonomi må beskytte med ophavsret. (Noget der vist også er blevet skrevet en del om fra officielt regi i løbet af de seneste måneder. Beklager jeg ikke laver henvisninger).
I bogens andet kapitel (tilgængeligt her) beskriver Lanham, hvordan vi kan genlære noget måske glemt. Vi skal tilbage til institutionskritikken og popkunstens evne til at tiltrække sig opmærksomhed med deres ‘ikke kunst’. I Lanhams beskrivelse af de metoder Andy Warhol brugte til at popularisere ‘ingen ting’ - i bedste fald ‘kopier’ af noget allerede eksisterende - advokerer han for, at vi begynder at tænke i ‘opmærksomhed’.
Det er i tiltrækningen af opmærksomhed vi skal finde den nye konkurrencefordel. For i sidste ende handler det om, at opmærksomhed er blevet en af de eneste resterende knappe ressourcer. Ikke for producenterne, men for de forbrugere, der får hjulene i denne verdens forbrugskultur til at løbe rundt. Uden menneskets forbrugsevne ville kun meget få af de strukturer, som i dag løber godt skjult bag vores hverdag, muliggøre vort liberalt kapitalistiske system.
Efter en gennemgang af Andy Warhols metode for succes, opsummerer Warhols praksis for opmærksomhedens økonomi. En praksis som i den grad anerkendte og accepterede en menneskelig dynamik, hvor det der er smart i dag ikke er smart i morgen.
Det er altså takket være Homo Consumicus - menneskets forbrugsevne - systemet fungerer. Men til forskel fra fokus på produktionsressourcernes knaphed, skal vi i stedet se på forbruget som begrænset. Forbruget et knapt. Og for at tiltrække det kappe forbrug, skal vi lære opmærksomhedens økonomi at kende.
Jeg kunne til sidst spørge om ikke vi ved at tænke i opmærksomhedens økonomi blot genfinder noget af den gamle forestilling om, at den der råber højest og stikker mest ud fra mængden, løber med den - opmærksomheden? Det lyder gammeldags.
Andy Warhol, Opmærksomhedens økonomi, Richard Lanham, The Economics of Attention, Vidensøkonomi.
May 12th, 2006 | Litteratur |
Jeg må lige rette en hurtig indeksfinger (vupti) mod tegn-indhold på serverne hos Oxford University Press, som udgiver Writings in General Linguistics.
Bogen, som jeg peger på, er oversættelsen af det ‘glemte’ manuskript, som Ferdinand de Saussure selv fik ‘tegnet’ inden sin død. Eksperterne må vide om det rokker ved den strukturelle lærdom, vi har fået sammenstykket fra de noter, hans studerende ved Cours de linguistique générale efterlod.
Den franske udgave har været tilgængelig i nogen tid. Jeg går derfor ud fra, at Saussures egen tekst ikke ændrer vores hidtidige læsning af ‘ham’ voldsomt.
Lingvistik, Saussure, Semiotik, Sprog, Strukturalisme.
Apr 19th, 2006 | Litteratur |
Nyheden har været over det hele (her, her, her, her, her og jeg kunne sikkert blive ved). Karl Rove træder tilbage fra sin placering tæt op af sidelinien ved den storpolitiske grønsvær, hvor han har tjent som rygdækning for og mastermind bag Præsident George W. Bushs karriere.
Hos kendere af det politiske liv i Washington er meningerne utvetydige. Karl Rove er manden bag manden. Manden der udtænkte og planlagde kampagnestrategi siden sin fødsel i december 1950.
I ‘Bush’s Brain: How Karl Rove Made George W.Bush Presidential’ giver James More og Wayne Slater deres bud på, hvordan bagmanden skal læses. Bogen er ikke ny, men den får kastet lidt af genfødslens lys over sig nu, hvor Rove ser ud til at trække sig længere ud i bagtæppets skygge.
Helt ukonfronteret begynder bogen med et citat fra den historiske olding Plutarch:
His master remarked to him more than once: There is nothing small about you, my boy. You are going to be a great man one way or the other, either for good or evil.
Som læser sidder man tilbage med tvivlen. Hvorfor anvende det citat? Og hvem er i det hele taget lærer og hvem er elev i spillet? Den opfattelse vi som europæere har af præsidenten, vil umiddelbart kunne lede en til at tro, at Bush optræder i rollen som elev. Set i lyset af titlen på bogen, er det måske heller ikke helt ved siden af. Det må også være meningen, at titlen skal indikere, at Bush ikke selv har noget nævneværdigt mellem ørerne. Men bogen er ikke et slag mod Bush og rygterne om hans manglende evne til at manøvrere sine hjerneceller effektivt. Den kommer måske ligefrem til at føre belæg for at kunne argumentere for det modsatte.
Bogen giver et billede af Karl Rove og hans evner som politisk rådgiver. Det er det dens formål er. Den handler om hans formåen i det politiske spil, hvor metaforisk knivstikkeri er noget man skal vogte sig mod - og måske endda selv udføre, hvis nødvendigt. Og sættes man i en situation, hvor det er nødvendigt selv at udføre stikkeriet, så skal det gøres rigtigt og grundigt.
Vi får det hele med i de to journalistforfatteres fortælling om Rove. Lige fra de uheldige episoder med aflytnings-sagen i 1986 med referencer til Watergate og indblanding af FBI til Roves senere arbejde for at forbedre Bushs image i relation til militæret og fosrvaret. Et forhold vi som europæere efterhånden forbinder med et af den yngre Bushs vigtigste internationale storpolitiske instrumenter.
Det er derfor heller ikke helt uinteressant, når et af de sidste kapitler forsøger at pege på, hvorfor kikkertsigtet pludselig blev rettet mod Irak i 2002.
The ‘Suddenly Saddam’ strategy came out of nowhere, a political curiosity arriving at the perfect time for Rove and Bush. How did it happen that Saddam Hussein became the most important matter in the world at just the right imstant in an election campaign to the president and his political party? President Bush barely mentioned the Iraqi dictator to the public when he was running for office.
Nothing about Saddam had changed significantly in more than 10 years.
[p. 309]
Alt var som før - tilsyneladende. Men nej, ikke længere. Det politiske klima i USA havde ændret sig. Der blev talt krig nu. Der blev talt forsvar mod terrorismen - the war on terror - som nu er blevet til the long war. Efter 9/11 var der skabt momentum i at ride på den bølge. Og Roves arbejde med få Bushs manglende integritet og tvivlende forhold til militæret ændret til noget mere spiseligt og positivt, har uden tvivl været en nødvendighed for at vinde på det kort. Bush havde jo aldrig selv været i krig og kæmpet for frihed - modsat visse andre.
-
Moore, James og Wayne Slater (2003) Bush’s Brain: How Karl Rove Made George W.Bush Presidential. New Jersey, John Wiley & Sons.
Bush’s Brain, George W. Bush, Karl Rove.
Mar 27th, 2006 | Bjæf, Litteratur | 2 kommentarer
Eksklusive og ekslusive. Det er en gevaldig overdrivelse. Men udmeldingen er klar fra den nye aftale om friere bogpriser. Det skal være slut med at tilbyde bøger til ‘medlemmer’ (læs folk der indvilger i at modtage månedlige reklamer for bøger) uden samtidig at frigive de tilbudte bøgers ordinære bogpris i boghandlen.
Jo, jo, det er alt sammen meget fint. Mest synes jeg nu om, at det ikke længere skal være muligt at sætte faste priser på nyudgivelser (genudgivelser i forklædning) af bøger, som tidligere har været udgivet i landet. Meen, som vi kender det fra alle engelsksprogede klassikere, bliver titlerne bare tilført ‘ny tekst’ og vupti, så kan det måske betragtes som en regulær nyudgivelse.
Bogpriser, Liberalisering, Bøger.
Jan 24th, 2006 | Bjæf, Litteratur | 3 kommentarer
I en bog i reolen står der:
Om natten
blir lyset sort
og alt
skifter væsen
Og helt uden at gøre nogen noget, står der også:
Verden er så sårbar
og overlever alt
Det var ikke tilstrækkeligt denne gang, men tak alligevel Danny - og Borgen.
Jeg finder først lidt ro og siden bekymring i, at der i en anden bog står:
fuglene synger de ved
ikke en skid
om den politiske situation
Laugesen matcher tilsyneladende heller ikke med statens farver og striber.
Jørn Lund påpeger at kanonerne fyres af efter et princippet: ‘her er så, hvad man har kunnet enes om.‘
Dan Turèll, Litteraturkanon, Peter Laugesen.
Jan 13th, 2006 | Litteratur |
Det blæser voldsomt i Hundredmeterskoven og den lille, let nervøse Grisling formår ikke at holde benene på jorden og blæses gennem skoven.
Kængubarnet får øje på noget i luften og siger:
Se! En drage, der ligner Grisling.
Svaret lyder (så vidt jeg husker fra Ninkaninus):
Jeg synes nu mere det er Grisling, der ligner en drage.
Grisling.
Jan 2nd, 2006 | Litteratur |
Det nu forhenværende program “Odyssey” på Chicago Public Radio (en ellers udmærket ressource) sendte for omtrent et år siden et program dedikeret til Susan Sontag, der gik bort sidst i december 2004.
I programmet “The Life of Susan Sontag” (.ram) taler vært Gretchen Helfrich med litteraten Deborah Nelson og sociolog Stanley Aronowitz om Sontags liv og professionelle karriere.
Susan Sontag var akademisk intellektuel men ikke i de universitære akademisk intellektuelle kredse. Det var som selvstændig producent af sit akademiske virke, Sontag slog sit navn fast. Også når det gælder inddragelsen af hende i dag inden for akademiernes finkulturelle mure. På sin vis arbejdede hun med det samme problem, som en del nutidige akademikere. En problematik der vedrører det at bevare kredibilitet på tværs af domæner. Dvs. både være anerkendt i universitets verden og gøre sig i den populære verden. Er linselus rigtige akademikere?
Programmet vender tilbage til tre overordnede titler, der på sin vis kan siges at repræsentere Sontags arbejdsfelt (“Against Interpretation”, “Illness as Metaphor” og hendes “On Photography”).
Hendes forhold til fortolkning behandles og forsøges forklaret som udskydelse af den endelige fortolkning og betydningskonstruktion. Det handler om at komme hele vejen rundt om værket. Hendes syn på kunsten inddrages og vi forstår, at det var den ny kunst og kulturelle fænomener bredt, hendes opmærksomhed blev rettet mod. De kanoniserede værker var ikke interessante i samme omfang.
Om smagsforholdet siges, at Sontag var en moralist, der mente, man bør fælde smagsdomme. Ikke domme i forståelsen af, hvorvidt noget er godt eller dårligt, hvorvidt det er finkultur eller populærkultur. Smagsdommen handler i stedet om at dømme selve indholdet. Hvad vil indholdet. Hvad siger indholdet. Har det en effekt på betragteren og hvilken. Hvad rører kunsten ved? Kan vi udtænke og behandle genstanden fra flere vinkler og finde andre og mere nuancerede betydninger.
-
Mere om Susan Sontag på www.susansontag.com.
Kulturkritik, Odyssey, Susan Sontag.
Dec 23rd, 2005 | Litteratur |
Det hele går hen og blir’ ihh, åhh og ejh så sødt her i juletiden. Det skal der være plads til. Men det betyder ikke, at vi skal begrænse os selv til versefødderne i Peters Jul.
Jeg vil derfor begynde juledagene og et par dages afbræk fra bloggen med at trække en gammel sag ned fra bogreolen og give den spillerum for en tid. En sag, der ikke lugter af hverken klejner eller nellikedekorerede appelsiner.
Det drejer sig om Thorkild Bjørnvigs digtsamling ‘Anubis’ fra 1955 (9,75 kr. kostede den i sin tid. Gang det med ti og du har omtrent den gyldne mindstepris på nutidens digtsamlinger af samme størrelse). Jeg vil læse digtene og give dem tid til at fæstne sig. Give dem tid til at sætte tvivlen igang. Give dem tid til at trække mig lidt væk fra julens sansestimulation.
Siderne, jeg ved en tidligere gennemlæsning har givet æselører, vil jeg kvittere med en ekstra indsats. Er de stadig favoritter eller skal de reduceres til “normal-sider”? Skal andre præmieres og tildeles æselører?
Er ‘Samtale’ på side 15 stadig ligeså inspirerende som ‘Klassisk Tema’ på side 36 og frem. Er ‘Fragment’ på side 67, ‘Søvnløs’ på 71 og de sidste blades ‘Anubis’ stadig nogle af mine foretrukne (derfor den altfavnende og intetsigende overskrift).
Jeg kunne selvfølgelig begynde at kvalificere digtsamlingen. Men det gør jeg ikke. I stedet vil jeg blot citere tre af samtidens anmeldere, som de blev taget til indtægt bag på digtsamlingens andet oplag.
Ove Abilgaard skrev:
Den største og væsentligste digtsamling i dansk lyrik siden Sophus Claussen.
Jacob Paludan:
Thorkild Bjørnvig har befæstet sin position, formvilje og indholdskraft brydes, til slaget er vundet.
Jens Kruuse:
Thorkild Bjørnvigs digtsamling er en af hele vor periodes mærkeligste - i alle ordets betydninger.
-
God jul
Anubis, Digte, Thorkild Bjørnvig.
Dec 19th, 2005 | Litteratur, Marketing |
(Undskyld billedet) Jeg var et smut i den lokale dagligvarehandel Føtex tidligere på aftenen. Det er ikke fremmedartet for mig. Jeg kender biksen og går min vante rute gennem grøntafdelingen, forbi køleafdelingen med de frosne brødvarer, forbi pålæg og kølediskene med det ferske kød. Forbi det alt sammen. Uden at stoppe. Jeg bruger ikke tid på at vurdere, om tilbudene nu også er tilbud eller ej. Og om de er gode tilbud. Det er alt sammen underordnet for det efterfølgende.
På min færd mod de flydende ko-produkter (det var mælk jeg gik efter) passerer jeg nogle af de produkter, der repræsenterer det lagrede afkast fra landets malkekvæg. Hørme-hjørnet med ost. Et hjørne er det nu egentlig ikke. Faktisk er der mere præcist tale om et par runde kølediske, som er placeret i et hjørne af butikken.
Her står jeg så. Mellem brie, emmentaler, Gammel Ole og Feta (ups, er det forbudt). Og hvad ligger pænt præsenteret ved siden af osten? Ja, jeg blev en smule forbavset. Intet mindre end en god stak “Lys i livet” optog velarrangeret en del af mit synsfelt. Du ved, den af Frøkjær om Aamund. Hvorfor Føtex har valgt at udstille bogen sammen med alt for gammel mælk og rariteter udi flydende ost, det aner jeg ikke. Men det er en interessant præsentations-/ marketingstrategi. Ellers er der noget jeg ikke ved om bogen. Er det en kogebog, en ostebog?
Måske spørger jeg efter jul, om de har haft held med placeringen. Har salget af ost trukket et mérsalg af “Lys i livet” med sig?
Bøger, Cecilie Frøkjær, Føtex, Jane Aamund, Marketing, Feta.
