Der var engang, at svaret på manglende og dårlig børneopdragelse kunne opsummeres klares med dialog og en kærlig interesse i det unge menneskes liv.
Wooster Collective videreformidler i dag byen Santa Anas “Gør det selv-vejledning” i, hvordan man kan afgøre om ens barn er en vandalistisk tagger forklædt i ungdom.
Har du talt med dit barn i dag?
Så skete det. Glyptoteket er er blevet til indhold i en af gadekunstens højborge.
Zevs’ angreb med gul “savl” på en væg i Glyptoteket er lagt i rotation på Wooster Collective.
Det er lidt den omvendte verden. Normalt er det Glyptoteket, der udgør det eksklusive kredsløb. Men når det gælder gadekunst, er verden heldigvis “stadig omvendt”.
Og verden stod stille omkring dem. This is so cool…Klik og se filmen på youtube.
Fine og hæderkronede virksomheders marketingafdelinger og ditto reklamebureauer kender kun alt for godt, at deres out-door reklamer bliver sminket (kommenteret og ødelagt) af gadens kunstnere og små hærværks-udførende drenge.
Nogle gange er det godt for produktets samlede brandbase, at det udsættes for virkelighedens kommentarer i form af påtegninger og anden udsmykning udført af gadens kunstnere. Nogle produkters “sjælelige” eksistens får nemlig kun ekstra styrke, hvis de kommenteres i det offentlige rum og på den måde eksplicit håndgribeligt indgår i virkelighedens betydningskonstruktion.
Andre gange er det kun en pestilens, hvis en annonce bliver tegnet på og kommenteret. I sådanne tilfælde er idioten med spraydåsen eller den sorte tusch kun dét, en idiot, en destroyer, en virus på det fine glasbillede, som annoncøren har brugt tusindevis af kroner på at skabe og distribuere.
I det udenlandske huserer en reklamekommentator i det udendørs, hvor han skamferer out-door reklamer ved at kappe hovedet af de afbildede personer i annoncen.
Og nu har hans reklamekommentering taget en drejning. Og ingen annoncer i trykte medier kan føle sig sikre. Senest er han begyndt at gå i “dialog” med avisreklamer - altså de reklamer der er inde i aviserne. Denne lille film fra YouTube viser, hvordan David Beckham halshugges i bunke gratisaviser i Londons gader.
[Via Wooster Collective]
Som en person med synet i godt behold er det kun sjældent, at jeg tænker over, hvordan byen opleves af blinde og svagseende. En gadekunstner i Portland har sat sig for at trække de blinde ind i diskussionen om gadekunst. Det gør han med projekt Braille Graffiti.
Med sine 3-4 timers varighed er Albus Cavus Street Art Film Festival måske en af de korteste filmfestivaler. Men selv om den er kort, er den slet ikke uinteressant.
Festivalen orienterer sig mod gadekunst og viser i alt 10 film. Dokumentarfilmen City Spaces er en af de 10 film, som ser farlig spændende ud. Filmen præsenterer synspunkter og holdninger om graffiti i det offentlige rum. Hvad mener de kunstnere der sprayer peices på murene og ikke mindst hvad mener ejerne af murene? Hvordan forsvarer de deres holdning som enten for eller imod gadekunsten?
Hvis du har mod på det, kan du læse dig gennem et essay, som instruktøren, Craig Noble, har skrevet City Space: A Semiotic and Visual Exploration of Graffiti and Public Space in Vancouver.
Filmen blev præmieret som bedste dokumentar på video ved New York International Independent Film and Video Festival i 2004.
Filmen Tats Cru: The Mural Kings har et mere visuelt sigte med sit fokus på nogle specifikke kunstnere og deres produktion af The Graffiti Hall of Fame i Harlem.
En vigtig film på filmfestivalen er et work in progress af JRs Face 2 Face. JR har været i Palæstina og Israel for at klæbe nogle smil og grimasser op på den store betonmur, som adskiller de to lande og deres befolkningsgrupper.
Hvis du ikke forventer at rejse til eftermiddags-festival i New York, er du velkommen til at kigge forbi til en gratis omgang film på Odense Internationale Filmfestival i uge 35.
Jeg er blevet opmærksom på et inspirerende projekt fra The National Gallery i London. Det drejer sig om denne sommers særudstilling The Grand Tour, hvor nationalmuseet hænger værker af superskurke som Da Vinci, Vermeer og Van Gogh ud på gaden.
Er man i London de næste måneder er en unik mulighed for at se nogle af de ypperste værker fra museets samlinger på mure rundt omkring i byens gader. Fx Botticellis Venus, Hans Holbeins Christina af Danmark, Joachim Beuckelars Fire elementer: Jord og Rubens’ Samson og Delilah.
Nej, det er selvfølgelig ikke de ægte uerstattelige værker, der hænger ude i den engelske sommerregn. Men ved hjælp af en kombination af god populærorienteret kuratering og moderne trykkeriteknologi er det blevet muligt at udstille særdeles virkelighedstro reproduktioner fra museets samlinger.
BBC fortæller i dette lille indslag, hvordan nationalgalleriet har anvendt en ny printmetode, hvor der trykkes på vinyl. Noget der betyder, at reproduktionerne sagtens kan holde i tre år.
Det kan man da kalde demokratisering af adgangen til nationens fælles kulturelle skatte.
Til alle værker kan man - i museets gode forståelse for internettets muligheder - “naturligvis” printe sine rutebeskrivelser hjemmefra ligesom man kan downloade audiomateriale lige til at fylde på iPod’en.
Enhver som færdes i et bare nogenlunde urbaniseret miljø, kender uden tvivl til fænomenet, hvor (hyppigst unge mænd) ‘tegner’ på byen. På tegnernes færd rundt i byens rum kaster de hurtige tegninger op på vægge, mure, døre, trapper, skilte, vinduer (helst ikke private) etc.
De hurtige tegninger har ikke nogen egentlig betydning i sig selv. De skal, fordi de fungerer som en slags signaturer, i stedet betragtes som en kæde af spor. En kæde af spor som først giver mening i det øjeblik, at flere signaturer betragtes i en sammenhæng. Det er også først i denne sammenhæng at økonomien i signaturerne viser sig. En økonomi, hvor der handles i tilstedeværelse og eksponering med en slags ’se mig-valuta’. Man kan måske derfor betragte det som et socialt territorialt pisseri indbyrdes mellem tegnerne. Tegning, eller tagging som det mere præcist hedder, er derfor også i større grad et spil, end det fungerer med formålet at tilbyde en æstetik til byens andre borgere.
Nogle af tegnerne bruger tusch-penne. Andre anvender spray eller mere specialfremstillede tegne-aggregater. I Tyskland sidder en fyr, som går noget anderledes til værks. Han har kastet sig ud i en udvikling af den visuelle tagging ved at producere et auditivt alternativ, som han kalder Soundbombs. Lydbomberne er:
[…] a Non-Visual Graffiti, with its origin in streetart, Soundbombs give the possibility to tag a place in an accoustic form […]
Nuvel, det virker ikke helt som den traditionelle tagging. Og lydbomberne rummer ikke samme socialøkonomiske potentiale, som den visuelle tagging vi kender nede fra hoveddøren og rundt om hjørnet.
Det sociale potentiale retter sig nemlig til os alle. Det fungerer ikke kun som kommenteringer indbyrdes mellem taggere. Det retter sig derimod i endnu større grad mod alle os andre som modtagere. Altså bliver formålet noget andet end et egentligt tag - en signatur.
Ikke desto mindre synes jeg, at det er et sjovt indslag. Og så gør det jo helle ikke noget, at bomberne er ganske attraktive i sig selv med deres transparente og udstillende ydre, som vækker nogle minder i mig om en meget udskældt julekalender fra en gang i firserne.
Dokumentation for lydaktivismen kan ses på bagmandens blog og skulle du have ideer til en god lokalitet for en lydbombe, så skriv til bagmanden (adressen findes her på linket ‘Apply for one here’):
One can apply for the purchase of a Soundbomb – only those who deserve a Soundbomb, get a Soundbomb!
DR2 sendte forrige år en temaaften om gadekunst. En af de tre film som blev vist den aften i december, var Inside Outside. I filmen bliver der gjort et forsøg på at indfange den energi, gadekunstnere oplever, de kan mønstre ved at bruge byens rum som atelier og lærred.
Energien opleves som noget særligt og den opstår først i det tilfælde, hvor kunstneren er bevidst om, at vedkommende rent faktisk gør noget ulovligt. Altså kaster sig ud i noget usikkert. I filmen fortæller den kvindelige kunstner, Swoon, om hendes forhold til fx gallerier og lignende traditionelle ’sikkerheds-mekanismer’.
Anything that gives you security is eventually going to restrict you at some point.
Det er et interessant udsagn, hun kom med dengang. Et udsagn som er så sigende fra det heterodokse. Samme kunstner, oplever måske i dag et paradoks, hvis hun forsøger sig med samme argument for den kreative energi.
Det hun tidligere forsøgte at tage afstand fra og begrænse sit tilhørsforhold til, har opslugt hende. Hun har meget mulig strittet imod. Men hun bestemmer ikke selv. I det øjeblik noget gøres tilgængelig for en offentlighed, mister ‘bagmanden’ ejerskab. Derfor er også Swoon langsomt blevet integreret og opleves ikke længere som egentlig ‘alternativ’ og gadeagtig. Hun er, om hun vil det eller ej, blevet inviteret indenfor. Og dermed trådt et skridt nærmere den omtalte ’sikkerhed’.
Invitationen kom fra Museum Of Modern Art i New York som sidste år købte tre af hendes værker. De udstilles nu som bud på ‘nutidens aftryk’ (Since 2000: Printmaking Now) - inden døre, væk fra gaden … i sikkerhed.
Herfra skal der lyde et tillykke til Swoon og lad os håbe, at hun ikke får ret med det citerede. Det skulle nødig vise sig for risikabelt at få al den sikkerhed. Det skulle nødig gå ud over kreativiteten. Det skulle nødig begrænse hende.
Er du interesseret i at se mere fra Swoon, så kan du finde det på på galleri Deitch og hos fotograferingsmanden Joseph O. Holmes. Du kan også bare lave en hurtig Swoon-søgning på Google images. Det gir’ ganske fine resultater.
Gadekunst, Kunst, MOMA, Street Art, Swoon.
Graffiti-artisten Marc Ecko har en holdning til hans land og til hans præsidents måde at administrere sit embede på. Det er han ikke ene om. Mange har meninger om USA og administrationen. Selv folk som ikke lever i staterne, har en mening om landet og dets ledelse. Nogle er ekstreme i udstillingen af deres holdninger og andre udviser en mere afdæmpet holdningstilkendegivelse.
Tilbage til Marc Ecko. I en lille video på hans site StillFree.com taler han om sit hjemland. Han fortæller, hvad det er han synes er så cool ved det. Han holder fx af, at landet er frit og at dets indbyggere har ret til at tale frit - til at ytre sig - som de vil. Også selvom den måde de ytrer sig på, ikke falder i alles smag.
Men Marc er ikke helt på bølgelængde med præsidenten. Det er som om de ikke helt forstår det samme ved retten til fri ytring. Marc mener ligefrem, at præsidenten ikke forsvarer dette fundamentale frihedsprincip. Derfor gør han noget ved sagen.
Som en sand gade-tegner bliver det med gadens spilleregler. Og hvad er mere nærliggende end at tagge præsidentens foretrukne befordringsmiddel, Air Force One. Det får vel præsidenten i dialog, håber Marc mens han kravler over hegnet og sprayer ordene ‘Still Free’ på en af jetmotorerne. Alt imens en kammerat filmer det hele med dramatisk rystende håndholdt kamera.
That’s why I tagged the Presidents plane. The President can’t fly around like a rock star talking about how America is the greatest country in the world but ignore what makes it great.
Selvom Marc Ecko selvfølgelig ikke har været bare det fjerneste i nærkontakt med den ombyggede Boeing 747-200B - og altså ikke har tagget den ‘rigtigt’ - er det sgu en meget snu måde at få bragt sine holdninger til torvs på. Hvis altså man er street-artist. Tjek videosnasen ud på StillFree.com.
Air Force One, Graffiti, Marc Ecko, Tagging.