Jul 14th, 2007 | Filmarkivet, Medier |
Ta’ lige at brug tre kvarter på denne hersens dokumentarfilm af Ijsbrand van Veelen om Google.
De laver en hel masse fede ting hos Google og det er også helt sikkert, at I heart Google. Men oven på Claus’ kommentar om Microsofts patentansøgning til et værktøj der sørger for komplet overvågning af dig og din computer, er filmen et nødvendigt indtag for den kritiske holdning - også til Google.
Hvor mange gange skal vi repetere det for jer? I har sgu selv fundet på det - Don’t be evil.
Film, Google, Microsoft, Overvågning.
Sep 20th, 2006 | Filmarkivet |
Aftenen var godt forberedt i går. Der var fyldt op med popcorn og flydende væsker, da DR2 leverede en aften dedikeret til kultfilm. Vi fik et kig på nogle af de danske af slagsen. Heriblandt den sikre Fauli-film De Skrigende Halse. Ronni dør bare ikke!
Visse film havde nu mere kult-potentiale end andre. Men det virkede altså. JEg var fanget foran skærmen. Det er nemlig aftener som i går, der gør, at DR2 er min helt egen kanal.
Tematirsdagen bød også på Stuart Samuels’ dokumentarfilm Midnight Movies: From the Margin to the Mainstream. Dokumentaren fokuserer på seks hovedfilm, men kommer ikke uden om at pege på et par klassiske kultfilm, der bare ikke vil dø. Bl.a. Freaks fra 1932, Reefer Madness fra 1938 og Night of The Living Dead fra 1968.
Som en service til alle. Men særlig til jer som ikke har en velassorteret videobiks lige om hjørnet, der tager det sure med det søde, det onde med det gode (eller er det omvendt?). Til jer kan jeg fortælle, at to film gemmer sig på Internet Archive og en tredie på Google Video.
Freaks finder du hos Google. Reefer Madnes på Internet Archive. Romeros Night of The Living Dead ligger også på Internet Archive. Og med mere end 160.000 downloads er den efterhånden blevet den mest hentede film på Internet Archive.
So go get ‘em ‘n’ get scared!
Film, Freaks, Internet Archive, Night of the Living Dead, Reefer Madness.
May 21st, 2006 | Filmarkivet | 2 kommentarer
Klassikeren M fra 1931 var Fritz Langs første tonefilm. Nogen vil mene, at det også var mesterens bedste. Filmen fortæller historien om en storbys jagt efter en seriemorder (Peter Lorre), som slår ned på byens børn.
I en baggård inde i byen synger ungerne en bizar ‘morder-sang’. Det er en form for ‘Elle-Belle-Mig-Fortælle’, som leger med forestillingen om, at der kommer en mand og hugger den udvalgte til hakkekød. Indenfor knokler børnenes mødre med vasketøjet, mens de beklager sig over børnenes sangleg.
På vej hjem fra skole leger en lille pige med en bold. Elsie hedder hun. Hun skal hjem og spise frokost. Ved en plakatsøjle stopper hun op og kaster bolden et par gange op mod en plakat med et uhyggeligt budskab.
Plakaten informerer om, at der udbydes 10.000 Mark i dusør til den der kan fortælle, hvem morderen er. Det fremgår, at de to søskende Klaus og Klara Klawitzky er forsvundet. Og indtil videre tyder efterforskningens beviser på, at søskendeparret er blevet ofre for en morderisk forbrydelse. En forbrydelse, som ligner den, Doering-søstrene blev udsat for sidste efterår.
Ind over plakaten falder en sort skygge fra en mandsperson. Skyggen spørger den lille pige med bolden, ‘Wie heisst du denn?’. ‘Elsie Beckmann’, svarer pigen.
Hjemme i køkkenet venter mor med varm frokost. Tiden går og skolekammeraterne på etagen ovenover kommer hjem. Men de fulgtes ikke med lille Elsie og ingen af dem har set hende. Elsies mor kigger en ekstra gang ned af trappeopgangen og råber på Elsie. Hun får ikke noget svar. Elsie er der ikke. Tiden går og mor råber på Elsie ud af vinduet i en gradvis mere beklagende tone. Men Elsie svarer ikke. Hun er hverken på tørreloftet eller i trappeopgangen. Hendes plads ved frokostbordet står tom.
Således åbner Fritz Lang filmen om den psykisk syge barnemorder, der ikke har efterladt et eneste spor af hans gerninger. De manglende spor stiller byens politi overfor en vanskelig opgave med opklaringen. Noget tyder på, at de står overfor en direkte umulig opgave.
Uvidenhedens ulidelighed
Ingen ved hvem morderen er, hvordan han ser ud eller hvor han gemmer sig. Manglen på spor gør det ikke lettere for byen, hvor beboerne langsomt begynder at håndtere deres nervøse uvidenhed ved at mistænke alle og enhver. Alle mistænkeliggøres af alle. I værste fald kan morderen jo tænkes at være ens egen nabo!
I det daglige liv på gaderne begynder folk at beskylde enhver, som handler blot en smule mistænkeligt. Udviser en person mistænkelig adfærd, gøres kort proces og gadens eget magtapparat, selvtægten, knyr ikke. Der handles omgående og den stærkeste vinder altid. Han behøver end ikke at forklare sig - rygter bliver jo hurtigt til ‘beviser’ - hvorefter en uskyldig uden proces ‘dømmes’ skyldig af gadens ulideligt uvidende parlament.
Som filmen skrider frem, deltager politiet også i hysteriet, hvor alle som udgangspunkt er mistænkte. Det fører til, at alle overvåges og kontrolleres. Alt og alle skal endevendes for at komme til bunds i sagen. Viser det sig, at personer ikke kan forklare overfor den udøvende magt, bliver de taget med på stationen. Fundamentale retsprincipper tilsidesættes således langsomt til fordel for oplevelsen af sikkerhed gennem overvågning og kontrol.
Frygteskaleringen fører således til, at samfundets traditionelle spilleregler sættes ud af spil. Beboerne foretager overilede konklusioner uden bevismateriale og selv politiet handler uden begrundet mistanke. Selv byens underverden griber til selvtægt i et forsøg på at fange morderen.
Lyd og lydbroer
Som nævnt er M den første tonefilm Fritz Lang lavede og den ekstra dimension, som lyden giver filmmediet, bruger Lang effektivt og traditionsskabende.
Kendetegnende for M er bl.a. Langs eksperimenter med det, der kaldes sound bridges. I lydbroer anvendes lyd fra én scene med billeder fra en anden. Lyden fra én scene fortsætter så at sige og trækkes med over i den næste, hvor ‘nye’ billeder introduceres. Det ses bl.a. i forbindelse med ‘lydløse’ scener, som tildeles lyd fra en af filmens ‘andre steder’. Herved kombineres to forskellige scener til én ny.
Metoden viser sig eksempelvis, da politiets fingeraftryksmetoder beskrives, mens vi ser billeder af fingeraftryk. En lydbro ses også, da morderens psykiske tilstand analyseres og beskrives på grafologisk manér. På et kontor et sted i byen foretage foretager grafologen en fortællende analyse, alt imens vi ser lydløse billeder af morderen i dennes private omgivelser et andet sted i byen.
Langs indragelse af den psykisk syge morders karakteristiske fløjtefraser skal også nævnes. De benyttes bl.a. til at indikere hans tilstedeværelse i billeder, hvor han ikke direkte er synlig. Efter Fritz Langs M, har ingen instruktør været i stand til at bruge en fløjtende skurk, uden at trække referencer tilbage til Lang.
M står muligvis for Mörder, men det står også for Must see.
-
Titel: M - Eine Stadt sucht einen Mörder
Instruktion: Fritz Lang
År: 1931
Spilletid: 108 min.
(Download filmen gratis hos Internet Archive - yderligere info på IMDB)
Film, Fritz Lang, Internet Archive, M.
Apr 23rd, 2006 | Filmarkivet | 1 kommentar
Plakaten solgte serien med slagordene Thrills, Action og Mystery. Med nutidens tv-vante øjne skal slagordene modificeres en smule. Måske passer det bedre med Camp, Slow og Predictable. Det er til gengæld noget, som serien kan holde.
Lad mig derfor sige med det samme, at serien ikke skal ses på grund af dens holdbarhed i dag. Den er ikke eksisterende. Serien skal derimod ses fordi den på sin kitsche facon har lagt noget af fundamentet for science fiction på tv. Bl.a med sine kulisser og temaer. Med bare en smule kendskab til George Lucas’ mange Star Wars film, er der forskellige elementer, som synes genkendelige. Bl.a. den kendte tekstintroduktion som opdaterer seeren med en kort opridsning af situationens alvor.
Som det ses på billedet herunder er stilen den samme, som Lucas anvender. Darth Vaders hvide stormtropper nærer også en hvis lighed med den hær af mekaniske soldater, som Flash Gordons ærkeskurk Ming har til disposition. Hvorvidt lighederne har noget på sig ud over det tilfældige, skal jeg ikke kunne sige - døm selv.
Historien i sin korthed er, at helten Flash Gordon rejser universet tyndt for at bekæmpe den onde Ming, som har i sinde af destruere livet på planeten Jorden. Ming har tvunget en Dr. Zarkov til at udvikle et faretruende og dødbringende giftvåben, som kan spredes i støvform over jordens atmosfære - Den Violette Død. Heldigvis får Flash fremskaffet en modgift, som standser Den Violette Døds rasen. Men Ming har flere kort på hånden og har i sit ondskabsfulde sind intentioner om at spille dem et efter et.
Alt det - eller kun det - leverer serien. Og den er altså ikke værd at bruge tid på for sin holdbarhed. Derimod er det klicheerne og datidens forestillinger om fremtiden, som gør den interessant. Lad mig i flæng sætte nogle ord på, hvorfor serien gør sig fortjent til sit publikum: Kulisser, seriepioner, helte og skurke, teknikfokusering, rummets hemligheder, korporlige nævekampe, spioner med dobbeltliv, videnskabsmænd og laboratorier, rumskibe og anvendelse af strålepistoler.
Nu hvor jeg nævner strålepistoler. Seriens præsentation af datidens idéer om, hvordan sådanne og andre rumvåben ville tage sig ud i fremtiden, er slet ikke kedelig. (Kast i øvrigt et blik på nogle hjemmelavede intergalaktiske strålepistol-attrapper).
Til slut en servicemeddelelse: ‘Lad være med at se alle afsnit. Der er ingen grund til det. Ser du alligevel dem alle, så forvent ikke at komme igennem dem på en gang. Det er hårdt arbejde.’
-
Titel: Flash Gordon Conquers The Universe
Instruktion: Ford Beebe & Ray Taylor
År: 1940
Spilletid: 12 episoder à ca. 17 min.
(Download gratis hos Internet Archive - Episode 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 - yderligere info på IMDB)
Film, Flash Gordon, Internet Archive.
Mar 18th, 2006 | Filmarkivet |
Sir Arthur Conan Doyle har givet os historierne om den britiske sporhund Sherlock Holmes. Det er han blevet kendt på verden over. Holmes og Watson er ikke det eneste manden har bidraget med til populærkulturen. Conan Doyle står nemlig også bag ‘The Lost World’, som efterhånden er gået hen og blevet omdrejningspunkt for et helt populærkulturelt fænomen i sig selv.
Fortællingen fra The Lost World (bogen) er blevet en del vor allesammens fælles forståelse af fortidens verden derude og opfattelsen af dinosaurer som fortidsuhyrer. I filmenes verden viser en søgning på Internet Movie Database efter The Lost World et pænt antal produktioner. Den bedst kendte er vel nok Spielbergs Jurassic Park.
Titlenskærmen ovenfor er hentet fra den originale stumfilm-indspilning foretaget tilbage i 1925. Og det er denne udgave, som er tilgængelig via Internet Archive.
Foruden at være en actionmættet blockbuster, har filmen næsten alt, hvad der skal være i en moderne tju-bang-film: En ‘gal’ videnskabsmand, en ‘god’ videnskabsmand, en ugift ung skøn pige, en ugift men forlovet ung mandsling med mængder af gåpåmod, en ugift ældre (skørte-)jæger, et mindre trekantsdrama (mere synligt for nogle end andre) , et forsvundet familiemedlem, en mand der ligner en abe, og ej at forglemme noget af det vigtigste - uhyrerne, fortidsdyrene, dinosaurerne.
Den unge London-reporter Edward E. Malone kommer til at træde lidt i spinaten på redaktionen og bliver derfor som straf sat til at dække den iltre Professor Challengers forelæsning. Nu er der bare det ved det, at Challenger har forbudt alle journalister mod at møde frem. Og rygterne siger, at Professor Challenger ikke sådan er en mand, man skal gå i trods med. Risikoen for at det vil føre til håndgemæng er tilstede.
Professor Challenger fortæller i sin forelæsning, at han fuldt og fast vedholder påstanden om, at der et sted dybt inde i den sydamerikanske jungle fjernt fra al civilisation findes et område som endnu ikke er udforsket til bunds. Og på dette sted, i denne tidslomme, lever fortidens dinosaurer stadig.
Påstanden om dinosaurernes eksistens har Professor Challenger fra sin nu forsvundne rejsepartner Maple Whites dagbog. Dagbogen, som han er blevet overdraget af datteren Paula White, beskriver hendes og faderens opdagelsesrejse til Sydamerika. Det var en farlig tur og hun måtte på et tidspunkt ligge sig syg med voldsom junglefeber. Faderen fortsatte, men kom aldrig tilbage. Han forsvandt og er ikke set siden. Hans dagbog er alt, hvad Paula har tilbage.
Den unge Malone formår at overbevise den avis han arbejder for, at avisen bør finansiere en ekspedition til højsletten, som den forsvundne Maple White beskriver i dagbogen. Missionen er at finde Maple White og dokumentere om der vitterligt lever dinosaurer på plateauet.
Ekspeditionsholdet består af Professor Challenger, Professor Summerlee, jornalist Edward Malone, storjæger John Roxton og den skønne Paula White, nogle bærere og et par tumper med en lille abekat. Jeg vil umiddelbart mene, at de to professorer er selvskrevne på turen. Vi har på den ene side den påståelige Challenger og på den anden siden den skeptiske Summerlee. De rejser begge i videnskabens ærinde. Storjægeren John Roxton forekommer også at være en alletiders ekspeditionsdeltager. I tilfælde af, at Challenger taler sandt kan ekspeditionen jo se sig selv stå i en situation, hvor den skal forsvare sig selv overfor krabater som disse.
Den unge reporter Edward Malones arbejdsplads finansierer turen i bytte for solohistorien. Så på sin vis, er de tre mænd tvunget til, at han skal med på slæb. Noget som John Roxton sikkert ikke er helt tilfreds med. Det er som om, at de to deler en fælles interesse i lidt for mange dele af ekspeditionen og dens deltagere. Her tænker jeg særligt på den skønne Miss Paula White.
Det er lidt uvist i filmen, hvorfor hun egentlig er nødt til at komme med på jungletur. Vel er hun datter til den forsvundne Maple White og vel er hun professionelt uddannet assistent, men det er som om, at hun i filmen bare fungerer som kvinde. Dvs. en der hovedsagelig er usikker, bange og skal hjælpes, nedlægges og selvfølgelig kysses.
Snyd ikke dig selv for filmen. Også selvom du i en eller anden forstand allerede har ’set’ den utallige gange før.
-
Titel: The Lost World
Instruktion: Harry O. Hoyt
År: 1925
Spilletid: 108 min.
(Download filmen gratis hos Internet Archive - yderligere info på IMDB)
Film, Harry O. Hoyt, Internet Archive, Arthur Conan Doyle, The Lost World.
Mar 4th, 2006 | Filmarkivet |
Af den nære efterkrigstids filminstruktører er Alfred Hitchcock vel nok en af de bedst kendte. Hans evne til at få biografgængeren til at gribe om armlænene i mørket og knuge sig fast med en sådan kraft, af det yderste led på fingrene bliv hvidt, var enestående. Hans evne til at oppebære spænding og få publikum til et kort øjeblik at glemme vejrtrækningen, har da også begavet Hitchcock med mestertitlen Master of Suspence.
I dramaet ‘The Man Who Knew Too Much’ fra 1934 indgår et af hans supence-momenter. Men mere om det senere. Først drejer det sig om at komme lidt ind på, hvad filmen handler om. ‘The Man Who Knew Too Much’ er blevet indspillet to gange. Én gang i England (1934) og én gang mere (1956), da Hitchcock rejste over Atlanten for at finde lykken i Hollywood. Filmen på Internet Archive er den engelske fra 1934.
Bob and Jill Lawrence er med deres datter Betty på ferie i Saint Moritz. Det er alt sammen vældig hyggeligt og morsomt. De laver sjov med hinanden, danser og morer sig. I det hele taget er det en ‘picture-perfect’ ferie.
Mens Jill danser med vennen Louis Bernard, bliver Louis skudt og falder (med engelsk gentleman stil) i knæ, hvorefter han dør hen over en stol. Forinden når han at fortælle Jill om noget vigtigt, han har gemt på sit hotelværelse. Louis, der senere viser sig at være spion, har haft kendskab til et planlagt attentat i London mod en europæisk diplomat. Og nu kender Jill og Bob også til det. Men inden Bob og Jill kan få overbragt deres viden til myndighederne, sker der noget uventet.
Bagmændene bag det planlagte attentat kidnapper datteren Betty. Og i et forsøg på at forhindre myndighedernes indblanding, sender de et brev til forældrene. I brevet stiller de krav om, at Bob og Jill bare skal holde deres kæft. Ikke noget med at røbe kendskabet til den skurkagtige gerning - ellers!
Jill læser brevet fra kidnapperne:
Say nothing of what you found or you will never see your child again.
Hitchcock bruger nu omtrent 30 sekunder til at vise, hvordan en mor gennemlever sin fortvivlelse uden et eneste ord. Billederne herunder går fra brevet med det skrækkelige budskab til Jills åbenlyse fortvivlelse, hvor hun vender sig bort. Herefter roterer kameraet rundt om sig selv og Jill falder om på gulvet, hvor hun besvimer med brevet i den ene hånd. Bob, der jo er mand og derfor ikke besvimer ved at læse brevet, tager hastigt brevet og kaster det ind i pejsens flammer, hvorefter det tilintetgøres.
Uden at nævne hverken kidnapning eller det planlagte attentat på diplomaten, rejser forældrene tilbage til London. Der er intet de umiddelbart kan gøre. Men efter at have modtaget en gribende telefonopringning fra kidnapperne, iværksætter Bob og Onkel Clive på egen hånd en aktion til befrielse af datteren.
Suppleret med Hitchcock-agtig humor bevæger Bob og Clive sig rundt i Londons gader. Her kommer de, for Clives vedkommende, i uheldig kontakt med både en tandlæge og en hypnotisør. Begge gange er det Onkel Clive, der i nødens stund må underkaste sit legeme for fysiske strabadser. Bob derimod er den smarte. Han er tredivernes gentleman, som selv i en slåskamp formår at holde facaden. Bob er faktisk så smart, at han i en fabelagtig scene, hvor en ældre dame pludselig får trang til at spille orgelmusik, kaster med stole og deler ørertæver ud. Alt imens han gævt og uden hænder formår at ryge på den cigaret, han tidligere fik overdraget af ærkeskurken.
Også ærkeskurken, der med sin fine accent har været med til at stereotypificere denne type karakterer, er en kompetent ryger. I den lange afsluttende skudduel er hans læber løbende i kontakt med en af disse cancerpinde. Nu jeg tænker over det, så er der yderst få scener i filmen, hvor der ikke bliver blæst tobak.
Suspence-momentet jeg nævnte ovenfor udspiller sig i sidste halvdel af filmen. Vi er til koncert i Royal Albert Hall med Jill. Hun er den eneste med bare en lille mulighed for at stoppe mordet på den europæiske diplomat. Imens musikken spiller og udvikler sig mere og mere dramatisk, sidder Jill blandt publikum og forsøger at udtænke, hvordan hun kan forhindre, at skurken får fuldbyrdet sit attentat. I scenen bruger Hitchcock musikken som løftestang til at skabe spænding og han krydrer med billeder af Jills fortvivlede og bange ansigt, den intetanende europæiske diplomats indlevelse i musikken og løbende blik op mod balkonen, hvor attentatmanden har skjult sig bag gardinet. Bemærk iøvrigt, hvordan Hitchcock vælger at vise det store kor i netop det øjeblik, hvor de alle hastigt bladrer i hver deres partitur. Det her er udtrækning af spænding. Klarer Jill opgaven, eller gør hun ikke?
-
Titel: The Man Who Knew Too Much
Instruktion: Alfred Hitchcock
År: 1934
Spilletid: 75 min.
(Download filmen gratis hos Internet Archive - yderligere info på IMDB)
Alfred Hitchcock, Film, Internet Archive, The Man Who Knew Too Much.
Mar 3rd, 2006 | Filmarkivet |
Jeg har oprettet en ny kategori og døbt den ‘Filmarkivet’. Det jeg putter i den, bliver mine bud på guldklumper fra Internet Arhcives billeder i bevægelse.
Ikke alt på Internet Archive er værd at bruge tid på, men der ligger nogle ting, som fortjener fremhævelse. Og det er dem, jeg ud fra alene subjektive begrundelser, vil trække frem.
Den første guldklump, jeg vil pege på, er Alfred Hitchcocks film ‘The Man Who Knew Too Much’ fra 1934. Jeg henter filmen og vender tilbage med lidt omtale.
Film, Internet Archive.