Oct 8th, 2006 | Essayistisk/Artikler | 1 kommentar
Wiki mig her og wiki mig der. Det samme her og specialet bag. Wiki til højre og wiki til venstre. Wiki-møder, wiki-moder, wiki-fader og wiki-symposier. Det er som om, at Wikipedia i løbet af dette år for alvor er blevet kendt som et reelt alternativt opslagsværk af danskerne. Til og med et gratis alternativ, der potentielt set altid er opdateret med nyeste viden.
I denne artikel har jeg tænkt mig at skrive en masse bogstaver. Jeg vil gøre det langt - meget langt - og langsomt. Måske endda også ubegribelig kedeligt. Så nu er du advaret!Engang i sommer læste jeg en artikel i en af landets store dagblade. En af de primære kilder til artiklen var Wikipedia. Hvis artiklen havde handlet om Wikipedia, var der ikke noget forbavsende i dét, men det var ikke tilfældet. Wikipedia optrådte blot som kilde. Hvad siger I så? → læs mere
Jun 17th, 2006 | Essayistisk/Artikler, Medier |
I det slidte og støvduftende gamle småborgerlige opslagsværk Salomonsens fra 1927, et sted mellem spekulation og søøere, lige efter opslaget om spritkompas, står ordet sprog. Hvad der specifikt står i opslaget er ikke så væsentligt. Nu - i hvert fald.
Flere medier har beskæftiget sig med det emne vi kalder sprogligt domænetab. Alt lige fra dagblade til akademiske periodica har haft fat i emnet. Vendt og drejet det, har de. De har betragtet det fra pædagogiske vinkler vedrørende læring og set det i relation til demokratisering med mere. Og det er da også et interessant og væsentligt emne, som både skal og bør debatteres - kvalificeret, that is.
→ læs mere
May 6th, 2006 | Essayistisk/Artikler |
Adskillige har nedskrevet deres tanker om kapitalens logik. Hvis jeg forholder mig aldeles unuanceret bare til nogle af tankerne, kan jeg komme med den kondenserede påstand, at kapitalen søger derhen, hvor den kan formere sig. Med lånte fjer fra den darwinistiske biologis lære, kunne jeg endogså overtales til at bruge nogle metaforer herfra. Jeg kunne fristes til at pege på kapitalen og sige: ’se, den er reproduktiv; se, den er varieret i sin form; se, den evner at mutere; se, den kan tilpasse sig.’
Med temaoverskriften Kapitalisme og Humanisme sætter det seneste nummer af Turbulens fokus på virksomheder og forestillinger om traditionelle humanistiske egenskaber og kvaliteter. Det er der kommet nogle yderst interessante artikler ud af. Oven i købet er der noget for enhver smag.
→ læs mere
Apr 29th, 2006 | Essayistisk/Artikler, Marketing | 3 kommentarer
Det er i dag de færreste, som ikke ved, hvad en iPod er for noget. Med mere end 40 millioner solgte iPods har Apple slået navnet og betydningen fast i vores bevidsthed. Vi ved, det er den dersens lille bærbare dims, som kan spille musik - den nye WalkMan uden kassettebånd. Nogen vil endda mene, at dimsen er smart. At den ligefrem er cool og det eneste ‘rigtige’ valg.
Sig navnet iPod og folk ved, hvad du taler om. Betydningskendskabet er tilstede i skolen, i børnehaven og rygterne siger, at visse seniorvenlige områder også rummer individer med kendskab til den lille elektroniske dims.
Kendskabet og placeringen som top-of-mind, når vi taler om mp3-afspillere og nye begreber som podcast og videocast, er fremkommet gradvist. Selvom det kun er 5 år siden, Apple introducerede iPod’en, synes det til tider at være evigheder siden, vi begyndte at se små hvide prikker i ørerne på folk i bybilledet. Dimsen er blevet normal og har optaget en fælles betydning, som gør, at vi ikke er i tvivl, når vi taler om bærbar musik ved begyndelsen af dette årtusinde.
→ læs mere
Mar 8th, 2006 | Essayistisk/Artikler | 5 kommentarer
Tilbage i 1993 skrev Poul Pedersen en introducerende artikel om kultursociologen Zygmunt Baumans postmoderne etiske problematik. Artiklen blev dengang bragt som del af et større tema i tidsskriftet Tendens omhandlende moral. Jeg har læst artiklen oven på den seneste tids tegningturbulens og går forståeligt til artiklen med nye ‘briller’. Briller, som i dag synes at være i mere direkte berøring med den postmoderne og globale udfordring end dengang. Det globale er i dag ikke ‘bare’ et ord vi kan skrive og jonglerede med som en abstraktion til italesættelse af noget ‘derude’. Det er ikke længere kun et begreb til at anskueliggøre en strukturel udvikling. Det er blevet et væsentlig mere direkte begreb, hvis indhold pludselig kan gøres nærværende på en yderst håndgribelig facon.
→ læs mere
Feb 25th, 2006 | Essayistisk/Artikler, Medier | 1 kommentar
I 1976 blev en skide god idé for ottende gang gjort til virkelighed. Nordisk Film sendte igen Egon Olsen og hans to småkriminelle venner Benny og Keld på banen.
Danskerne kunne således for ottende gang sætte sig mageligt tilrette i biografernes røde stole og følge et nyt eventyr med de åh så kendte og vellidte karakterer.
Historiens overordnede forløb er kendt på forhånd. Egon får ‘fri’ fra spjældet og får som altid overbevist sine to kompaner om, at det er nu, det er her. Det store kup. Kuppet over dem alle. Og nej Keld, det er ikke spor farligt. Jobbet går i sin enkle sag ud på, at Egon på en eller anden måde skal have hævnet lensbaronen, der på grund af en mingvase og nogle ‘misforståelser’ var skyld i, at Egon igen blev smidt bag tremmer.
Planen går ikke som ventet og Egon må se sig selv muret inde og atter slået ud i et nederlag. Men den gæve lille mand med blowlerhatten er ikke sådan at slå ud. Det er som om, at den evindelige modstand han konstant udsættes for, blot formår at gøre ham endnu mere fast besluttet på at lykkes. Turen går derfor til Det Kongelige Teater. Og det er nu, at filmen henter sine meritter. Med intelligent musisk forståelse og med det der kan siges at være et barns fascinerende leg med mekanisk legetøj og lyde, lykkes det den tre mand store tyvebande at bryde gennem et antal mure inde i teatret. Alt sammen i skøn forening med musikken fra Elverhøj. Det ser ud til at lykkes for dem - endelig.
Og skønt det strider med fundamentale retslige principper om ‘dit’ og ‘mit’, er der sikkert flere blandt publikum, som gennem filmen krydsede fingre for, at Yvonne endelig kunne blive millionær. Men nej, heller ikke held denne gang blev hendes bekendtskab med den kriminelle underverden et succesfuldt instrument til pelsfrakker, perlekæder og charterferie til Mallorca. Pengene var der andre, som løb med.
Det der med at blive millionær
Yvonne blev altså heller ikke millionær denne gang. Det skulle da lige være millionær på antallet af undskyldninger fra de mislykkede tyve. Og som vi jo alle ved, er Yvonne blevet godt træt af undskyldninger. Man kan ikke sådan love Yvonne, at hun bliver millionær og efterfølgende ikke holde det, man har lovet. Fy og skamme - nu kan det være nok.
Potte-månen, som den trylleri-interesserede Buster Oregon Mortensen ville have sagt, blev altså ikke fyldt med klingende mønt. Yvonne blev dog millionær på en helt anden måde.
Olsen Banden ser rødt, som filmen hedder, blev nemlig set af ikke mindre end 1.201.145 biografgængere. Filmen er dermed den danske biograffilm, som har trukket flest danskere ind i mørket foran det store lærred. Kun to andre danske film har solgt mere end en million billetter. Interessant nok er begge disse film også Olsen Banden-film. Det drejer sig om Olsen Banden deruda’ fra 1977 og Olsen Banden går i krig fra 1978 (henholdsvis 1.044.787 solgte billetter og 1.005.753 solgte billetter).
Ingen andre danske film har kunnet passere den magiske grænse på en million. Den film, som kommer nærmest, er Op på fars hat fra 1985 (953.743 solgte billetter).
Komikken trækker
De tre Olsen Banden-film og d’herrer Steffensens og Mikkelsens humorfilm befinder sig alle i genren komedie. Og komedie er den genre, som har kunnet levere flest blockbustere.
Figuren herunder opsummerer de 50 mest sælgende danske biograffilm og fordeler dem på genrer. 1 af de 50 film (Agent 69 Jensen - I skorpionens tegn) er af IMDB kategoriseret under ‘Adult’. 1 er ‘Animation’ (Valhalla), 1 er ‘Horror’ (Nattevagten) og endelig er 1 kategoriseret som ‘Thriller’ (Kongekabale).
I genren ‘Family’ finder vi 9 film. Det er titler som har et sigte mod at samle familien til en tur i biffen. De ni fil udgøres af 4 titler i serien Far til fire, 2 Krummefilm og 3 film i serien Min søsters børn. Genren ‘Drama’ optager 12 pladser på top-50. Det er film som Åndernes Hus, Midt om natten, Pelle Erobreren, Kun en pige og Frøken Smillas fornemmelse for sne.
Topscoreren, som tegner sig for halvdelen af listen, er komediegenren, Her ser vi film som Olsen Banden. Faktisk er ikke mindre end 8 af seriens film med på listen (Olsen Banden ser rødt, Olsen Banden deruda’, Olsen Banden går i krig, Olsen Banden overgiver sig aldrig, Olsen Bandens flugt over plakeværket, Olsen Banden over alle bjerge, Olsen Banden på sporet og Olsen Bandens sidste stik). Hvilke andre film, som indgår i komediekategorien, kan ses i tabellen nedenfor.
Af figuren fremgår også det gennemsnitlige antal solgte biografbilletter for hver film. Igen fordelt på genre. I alt har de 50 film solgt 31.711.951 billetter. Heraf blev 447.358 billetter købt til forevisninger af den pikante sengekantsfilm Agent 69 Jensen - I skorpionens tegn. Små 600.000 så Valhalla, godt 460.000 gyste til nattevagten og endelig har en god halv million mennesker set Kongekabale i biografen.
Og fastholder jeg min rent deskriptive tilgang kan jeg orientere om, at familiegenren akkumuleret har solgt små 5 millioner billetter. Det svarer til et gennemsnit på ca. 550.000 pr. film. Dramagenren har omsat omtrent 7,3 mio. billetter, hvilket svarer til et gennemsnit på 610.242 billetter pr. film. Teten indtages af komediegenren med ca. 17,5 millioner solgte billetter. Gennemsnitlig er der solgt små 700.000 billetter pr. komedie på top 50. Og de film som har trukket læsset i genren fremgår af tabellen herunder.
De data jeg har anvendt løber til og med år 2004 (data fra 2005 forventes at blive tilgængelige i løbet af marts måned). Som det kan ses i tabellen, har de nyeste film på listen et par år på bagen. To film er således fra 2001 og yderligere to er fra år 2000. En gedigen blockbuster komedie i nyere tid, har der ikke været. I hvert fald ikke en, der kan måles i Olsen Bande-skala.
Det går ikke skide godt for dansk film - eller?
Man kan jo så med rette spørge om det er godt eller skidt. Gik det ikke meget bedre med at få folk i biografen i gamle dage? Det er meget muligt, nogle vil kritisere mig for at kalde 70′erne for ‘gamle dage’. Men et eller andet skal de jo kaldes. Og der er en vis dramatisk mulighed i at bruge kliche’en ‘gamle dage’. Den har det nemlig med at være barsk i og med at den kritisere noget som for gammelt og umoderne. Som noget der ikke hører den ny moderne verden til. Men samtidig er der noget blødt ved udtrykket, da det indeholder nogle referencer til vore romantiske forestillinger om fortiden.
Nå, men dengang i de fede halvfjerdsere, var alting altså meget bedre inden for biografens filmudbud. Eller vi var i hvert fald enige om, at der var visse ting, som vi allesammen havde godt af at bruge tid på. Derfor er det noget skidt, at et hobetal af danskerne ikke i dag går i biffen og ser danske film som tidligere. Men hovsa, den konklusion kan ikke sluttes ud fra et blik på de 50 bedst sælgende biograffilm gennem tiden. En sådan slutning vil være en misforståelse datagrundlaget. Det vi kan sige er, som også skrevet ovenfor, at der ikke har været en blockbuster i nyere tid, som kan nå Olsen Banden til sokkeholderne.
Min lille gennemgang kan prikke til nysgerrigheden og rejse nogle spørgsmål og inspirere til mulige hypoteser for egentlige analyser. Jeg så gerne nogle grundige af slagsen. Nogle som bygger på data fra ‘way back when’. Analyser, som både ser på udenlandske og danske film og mulige indbyrdes mønstre. Dataene ligger der, de skal bare mosles af kompetente dataknusere.
-
Data fra Danmarks Statistik
Genreplaceringer fra IMDB
Biograf, Biografbilletter, Film, Medieforbrug, Nordisk Film, Olsen Banden.
Feb 1st, 2006 | Essayistisk/Artikler |
Mikkel har ovre på Gehør skrev forleden om hans operaoplevelser på konservatoriet. Han introducerer Coleridges begreb om the willing suspension of disbelief til at redegøre for, hvordan modtageren af en fortælling accepterer dens manglende overensstemmelse med virkeligheden. Jeg er ikke selv bekendt med begrebet, men kan forstå, at det vedrører ‘menneskets ufravigelige vilje til at skabe mening og sammenhæng,’ som Mikkel udtrykker det.
Jeg kom i den forbindelse til at tænke på David Lynch filmen Mulholland Drive fra 2002 og en gammel mail jeg fik sendt til en, der endnu ikke havde set filmen.
David Lynchs film og tv-produktioner er blevet underkastet analytiske briller fra mange vinkler og sigende for mange af dem er, at de beskæftiger sig med det at skabe mening og konsistens i fortællingen.
Når jeg læser mailen igen i dag, kan jeg se en lighed med præsentationen af Coleridges begreb.
Begyndelse, midte, slutning…
…og hullerne ind imellem. På Mulholland Drive dvd’en findes kommentarer til filmen fra David Lynch og udvalgte skuespillere. Kommentarerne kan give den opfattelse, at ‘film’ ikke nødvendigvis behøver at følge en konventionel fortællestruktur. Forstået på den måde, at film ikke altid skal fortælle en fremadskridende historie (underordnet diverse former for flashback, og andre virkemidler og stilgreb). Det er ikke nødvendigt, at der er en ‘begyndelse’ i begyndelsen og en ‘afslutning’ i slutningen, som omkranser en midte. Det er ikke nødvendigt, at der er en entydig hovedperson, som indtager rollen som fx helt. Ligeledes er det ikke nødvendigt, at der umiddelbart kan identificeres en entydig skurk. Inden for den betragtning bryder filmen måske med forestillingen om start, midte og slut. Og måske er filmen i højere grad tænkt som blot en oplevelse og en udfordring for seeren.
En grov kommentar til denne fremstilling kan lede til en opfattelse af, at filmen ikke er gjort ‘færdig’. Men selvfølgelig er den fra David Lynchs side færdigproduceret. Men det jeg i særlig grad tænker på og hæfter mig ved, er en kommentar i ekstramaterialet fra en af hovedpersonerne. Skuespillerens kommentar provokerer seeren ved at gøre opmærksom på, at pointerne i filmen ikke er fortalt færdig. Dvs. at seeren selv skal fylde hullerne ud. Mikkel bringer også begrebet lehrstellen frem. Uden at være bekendt med det egentlige indhold af dette begreb omkring ‘fritstilling’ og indsættelse af ‘blanke felter/ huller’, forekommer det mig alligevel, at begrebet umiddelbart virker godt til at beskrive, hvordan forståelsen af Mulholland Drive drives frem.
Måske skal filmen slet ikke ‘forstås’ på en særlig måde, men bare ses og i selve betragtningsprocessen gøres forståelig som uforståelig af seeren selv. Og først efter at filmen er blevet opfattet som uforståelig og uden sammenhæng, kan seeren tilgå filmen på ny og selv skabe den som sammenhængende.
Kronisk jagt på sammenhæng
Fortolkningsskemaet ligger muligvis ikke så meget internt i filmen, som det snarere ligger i vores eksterne tilgang til filmen og film generelt som medium for fortælling.
Lad mig skitsere. Der befinder sig i filmen en problematik, som vi, i kraft af at være mennesker, har svært ved at forholde os til. Vi, mennesket, lever via fortællingen. Vi forstår verden gennem mere eller mindre faste fortællingsstrukturer. Dvs. at vi altid vil forsøge at forarbejde det, der fremstår som en fortælling, til noget logisk sammenhængende og udviklende over tid. Noget (en historie) der giver mening for os. Lad mig kalde det en kronisk jagt efter sammenhæng. Vi vil se og forstå en sammenhæng. Finder vi og forstår vi ikke denne sammenhæng, fylder vi selv hullerne ud, sådan at sammenhængen opstår i vores egen forestilling.
Som parallel kan jeg trække biografien og i denne vores forhold til livet frem. I biografien ser vi forestillingen om et levnedsforløb. I udgangspunktet har vi en oplevelse af, at livet leves kontinuerligt over tid. Men for at være i stand til at tilføre et livsforløb mening som en fortælling, foretager vi en sortering. Det er ganske enkelt nødvendigt at foretage en sådan. Alt andet vil forårsage en overstimulering. Sorteringsopgaven indebærer, at vi fravælger visse ‘episoder/ hændelser/ erkendelser’ (stiller dem i baggrunden) og herefter står med et udvalgt antal ‘episoder/ hændelser/ erkendelser’, hvor der indimellem er blanke huller.
I de blanke huller indsætter vi en abstraktion over en forestillet ‘logik’, der tjener det formål at sammenknytte de udvalgte ‘episoder/ hændelser/ erkendelser’ til en fortælling, der giver mening inden for det aktuelle formål. Historien eller fortællingen om os selv (levnedsforløbet) bliver på den måde altid et instrument. Derfor kan fortællingen også hele tiden gen- og omfortælles, så den passer ind i nye sammenhænge. Herved kan en biografi over et langt livs ‘episoder/ hændelser/ erkendelser’ tilpasses inden for forskellige diskurser. Det betyder fx, at man kan få sit liv til ‘at passe’ og give mening som både familiefar/ -mor, moster, lillebror, ven, fjende, politiker, ideolog, købmand eller erhvervsmand. Alt sammen kan man være på samme tid og begrundet med udgangspunkt i de samme ‘episoder/ hændelser/ erkendelser’. Kun ’sammenhængen’, der puttes ind på de blanke felter bygger på forskellig abstraktioner og logikker.
Mulholland Drive fremprovokerer en sådan trang til sammenhæng. Ikke blot ved måske at være hypertekstuel og være eksponent for dynamisk læsning, men måske også ved ikke at have en åbenlys sammenhæng. Altså forstået som en færdigfortalt sammenhæng fra skabernes side. Mulholland Drive kræver, eller sagt mere præcist, så kræver seeren af Mulholland Drive, at seeren selv fortæller filmen færdig og udfylder de blanke huller.
Coleridges, David Lynch, Film, Mulholland Drive.
Jan 17th, 2006 | Essayistisk/Artikler, Marketing | 2 kommentarer
Om det ligefrem er muligt at kalde det en tendens, er tvivlsomt. Men de tre første eksempler på noget, vi kunne kalde den eksplicit bekræftende tv-reklame, roteres i de danske tv-kanalers reklameblokke.
Den eksplicit bekræftende tv-reklame trækker en påstand frem og bekræfter den - ja, eksplicit. Desuden føres der et visuelt belæg for enten påstandens eller bekræftelsens sandhed.
De tre reklamer, der får mig til at skrive dette ned (op), benytter sig alle af samme skabelon. Jeg tænker på feriereklamerne fra Tjæreborg, mobiltelefonreklamerne fra TDC og Faktas reklamer for frugt og grønt. Alle tre går i deres form og specifikke ordvalg ens til opgaven.
Ja’trick
Fra Tjæreborg kender vi bl.a. reklamen, hvor et par er ved at gøre klar til deres dag ved stranden. Kvinden leder i sin taske efter solcremen, men det viser sig, at parret har glemt den på hotelværelset. Æv! Og der er sikkert lang vej tilbage til hotellet. Parret spiller nu sten, papir og saks om, hvem der skal hente cremen. Hun vinder, han taber og begiver sig derfor mod hotellet. Få sekunder senere vender han tilbage med solcremen blot for at blive gjort opmærksom på, at det er den forkerte creme, han har hentet. Han må altså på den igen. Nu træder en frisk guide frem på skærmen og siger:
Ja - når Tjæreborg siger ‘bo på stranden’, så er der noget om det.
Påstanden, at man kan bo på stranden, bliver eksplicit bekræftet af guidens ja og der findes visuelt belæg for bekræftelsen i billederne af, at det kun tager få sekunder at gå fra stranden til hotelværelset.
TDCs mobiltelefonkampagne benytter sig af samme fremgangsmåde. I denne reklamefilm præsenteres vi for et omfattende antal personer, der giver udtryk for stor skuffelse. Neej, det er løgn, nej tis, scheisse lyder det fra bare nogle af karaktererne. Alt imens de betragter annoncer fra TDC. Herefter træder en frisk TDC-fyr frem på skærmen og siger (efter bedste hukommelse):
Ja - det er surt, at se det du lige har købt kan fås billigere hos TDC.
Ja - det er nedtur at opdage TDCs tilbud, når man lige har købt et andet sted.
Påstanden, at det er surt at have købt en mobiltelefon, når den kan købes billigere hos TDC, bliver eksplicit bekræftet af TDC-fyrens ja og der findes belæg herfor i billederne af alle de personer, der udtrykker deres skuffelse.
Og så er der en ny reklame fra Fakta. Uden andre dikkedarer ser vi gennemgående et still af en større opstilling friske frugter og grøntsager. Der er højst sandsynlig tale om en Faktabutik. En porrer bliver lidt for frisk og får en på sinkadusen af en arm iklædt tøj med den kendte røde faktafarve. Henover lyder speaken (efter bedste hukommelse):
Ja - der er noget om snakken. Altid frisk frugt og grønt i Fakta.
Ja - faktisk har vi rigtig meget frisk frugt i Fakta.
Påstanden, at der er frisk frugt og grønt i Faktas bekræftes eksplicit af speakerens ja og der skabes visuelt belæg for bekræftelsen i billederne af den friske frugt og de friske grøntsager, der skal have tæv, før de falder til ro.
Disse tre reklamer tiltrækker opmærksomheden ved deres brug af ja. En grundigere analyse vil øjensynlig være i stand til at afdække andre ekspliciteringsformer.
Fakta, Marketing, TDC, Tjæreborg, TV-Reklame.
Jan 4th, 2006 | Essayistisk/Artikler, Medier |
Når en betragtning af internettet præciseres og gør nettet til noget andet end et medie - nemlig et netværk. Et netværk opbygget som henvisninger mellem data. Når data kategoriseres og gives betydning af læserne, netsurferne, crawlerne, spammerne, hackerne, bloggerne… os alle, da sker der noget interessant. Vi erfarer, at kategorisering og tildeling af betydning kontinuerligt finder sted. Det er en proces, vi deltager i via ‘fælles’ forståelse.
På nettet findes i dag indtil flere redskaber, som kan anvendes til at mærke (tagge) indhold på nettet. Nogle mere modne og brugervenlige end andre. Technorati, Flickr og Del.icio.us må regnes for plukkemodne og synliggør for udenforstående, hvordan nettet også kan have en social karakter. Eller måske rettere en social instrumentering af data på nettet.
Redskabernes anvendelighed diskuteres og termen ‘folksonomi’ er i den forbindelse blevet brugt til at beskrive, hvordan nettets brugere (folket) i fællesskab definerer og kategoriserer nettets data. Men folksonomien virker ikke ifølge en ny undersøgelse.
Everything Is Miscellaneous
Jeg har tidligere kommenteret filosoffen David Weinbergers optræden på Oxford University og kom i den forbindelse ind på folksonomier og taksonomier. Weinberger skriver i øjeblikket på bogen ‘Everything Is Miscellaneous’ (Han opmærker sine blogartikler med EverythingIsMiscellaneous, når de vedrører bogen). Jeg aner i titlen en sigende kommentar til indholdet på nettet, hvor al data på en eller anden måde står i relation og kan henføres til hinanden. Det kræver naturligvis en bred forståelse af indholdet på nettet. Og mon ikke Davids bog i sidste ende kommer til at handle om indeksering og opmærkning af nettets indhold. Han bevæger sig i hvert fald flere steder som en isbryder, når det gælder traditionel opmærkning og indeksering. Fx den opmærkning vi kender fra DK5 systemet.
Den traditionelle opmærkning er en begrænsning efter Davids mening og den 8. december skriver han på sin blog om det irrationelle gyldne snit (forholdet 1:1,6180339…). Han påpeger at Melvil Dewey designede det bibliotekskort (arkivkortet) vi kender fra udtræksskufferne på bibliotekerne. Og med inddragelsen af det gyldne snit i diskussionen fornemmer jeg, at der ikke hersker nogen tvivl om, at David foretager en behandling af vor eksisterende håndtering af opmærkning og dermed håndtering af viden. Et projekt der muligvis kunne bære overskriften: ‘Når æstetik betinger indhold’. Æstetikken bliver herved en spændetrøje, en begrænsning. Dette og lignende eksempler driver sandsynligvis David Weinberger til at diskutere folksonomier i ‘Everything Is Miscellaneous’.
Undersøgelsen
Timme Bisgaard Munk og Kristian Mørk står bag en artikel, som problematiserer folksonomitanken ud fra flere forskellige vinkler. I oplægget på Kommunikationsforum skriver de:
Tænk hvis alle mennesker kunne bidrage til at skabe orden i det kaos Internettet er? Hvis den orden tog udgangspunkt i brugernes behov og ikke eksperternes intentioner? Drømmen har affødt fænomenet folksonomier, hvor brugernes sammen bidrager til en fælles taksonomi på folkets præmisser.
De fortsætter med at fastslå, at mange har set det som et paradigmeskift i internettets muligheder, men må stikke en kæp i hjulet:
Desværre viser det sig, at kvaliteten af disse folksonomi ikkeer særlig god fordi folk er for dovne og ved for lidt om hvordan man deler begreber og hjemmesider. […] De fremvoksende folksonomier kan derfor aldrig blive en erstatning for den klassiske taksonomi, men er i stedet et supplerende redskab til at finde det, man ikke ved man leder efter, og aldrig et redskab til at lede efter det, man ved man vil finde.
Herefter kaster artiklen sig i færd med at dissekere folksonomierne og uddrage nogle læresætninger.
Vi får set på taksonomier og folksonomier betragtet gennem tilgange som den biblioteksfaglige, mediestudiernes og endelig den matematiske tilgang. Altså en bred indgang til feltet og det afspejles også til tider i skriveriet. Men alt i alt har vi at gøre med en brugbar og nævneværdig behandling.
Forfatterne nævner seks præmisser for den eksisterende debat om folksonomier. Præmisser som de præsenterer som fortegnende af debatten. Målet for artiklen bliver herefter at optegne en ‘ikke-essentiel forståelse af fænomenet konstrueret, som i højere grad ser det [folksonomien som metode] som en pragmatisk praksis og empirisk virkelighed’ (Munk 2005:11).
Casematerialet er opmærkningsværktøjet Del.isio.us. Magtloven afprøves, der gennemføres korrespondensanalyser og der drages fortolkende konklusioner af materialet (ganske interessante mønstre). Der bringes diskussioner af folksonomien som demokratisk system, som sprogligt system, som kognitivt system og folksonomi som et markedsøkonomisk system.
Skønt man ikke just kan kalde formidlingsformen let spiselig, hæfter jeg mig bl.a. ved de gennemgående opsummeringer i tabeller, som fastholder væsentlige påstande. Så kan man jo altid selv vurdere og måske overbevise sig selv om, at en grundigere gennemlæsning vil være på sin plads.
Bearbejdning af tabel side 6-7 i Folksonomien: den mindste indsats betydning.
De to afsluttende tabeller (side 50-51) i artiklen rummer analysens konklusioner og skitserer resultaterne af Del.isio.us-analysen.
Selv, holder jeg af tabeller. De er gode til at afgrænse, visualisere og simplificere noget langt mere komplekst. Betragtningen betyder imidlertid også, at man skal være varsom med at tillægge tabelformen (dens æstetiske manifestation) tolkninger, der ikke hører hjemme i selve analysen og den skriftlige fremstilling. (Dæmrer det lidt ved Weinbergs mulige diskussion i den kommende bog?)
Visse steder kommer forfatterne måske lidt let til konklusionerne med efterfølgende påstande. Måske bevæger de sig endda uden for deres egentlige domæne og hensigt for opgaven. Betragt nedenstående tabel. De to nederste kategorier ‘politisk status’ og ‘ideologisk vurdering’ synes ikke at blive diskuteret ud fra den akademiske ortodoksis gældende metoder.
Nuvel, tabellen tilhører den indledende klarlæggelse af feltet og kræver derfor ikke en dyb behandling. Inddragelsen har imidlertid fanget min opmærksomhed, da jeg løbende gennem artiklen læser en svag tendens hen imod et kontrasynspunkt hos forfatterne. Artiklen fremstår derfor uheldigvis efterfølgende som et delvis ideologisk drevet værk.
Bearbejdning af tabel side 8-9 i Folksonomien: den mindste indsats betydning.
Det er ved sådanne områder, jeg mener, at kompetencen skrider. At der desuden mangler kildeangivelser, inspirationskilder og præcis anvendelse af dem medvirker til en brist i troværdigheden. En brist som litteraturlisten ikke råder bod på grundet helt basale mangler omkring formkrav. Synd.
Når det er sagt, vil jeg konstatere, at artiklen er værd at sætte tænderne i. Også selvom kommentatorer på Kommunikationsforum har modtaget en noget studentikos behandling. Hvad enten det er fra Folketingets Oplysning, der kaster et imperativ som ‘Look it up!’ ud til en kommentator, der blidt spørger ‘Hvad er taksonomi?’. Eller når en anden kommentator må bøde for ikke at læse hele artiklen men blot konklusionen.
Uhm - Delicious
Artiklen kommer som nævnt bredt omkring. Og fokus må siges at ligge på det biblioteksfaglige område, på videnstyringen. Ingen tvivl. Alene den gennemgående opfattelse og efterfølgende test af systemet/ metoden (folksonomien) som et instrument til videnshåndtering er afslørende for drivkraften i analysen.
Bl.a. derfor indgår det dejliges, det sjoves, det inspirerendes, det lækres perspektiv ikke i analysen. Det ligger ikke i opdraget, men sætter imidlertid stadig sine spor i konklusionen. Nemlig at folksonomien aldrig bliver et redskab til at lede efter det, man ved man vil finde. I stedet bliver det måske et inspirationsinstrument som navnet på værktøjet muligvis også antyder.
Dvs. et værktøj, der kan på formlen ‘Se her! Jeg synes denne hjemmeside er delisious. Og hvis du synes om mine tidligere henvisninger, så synes du måske også om denne. Vil du bytte dejlige links med mig?’ Altså en lille leg, hvor linksummen muliggør en virtuel rollekonstruktion. I en sådan sammenhæng har opmærkning stor værdi, men ikke i kraft af sit folksonomiske formål. Dens styrke ligger i, at opmærkningen ikke opmærker indholdet, men er et vehikel til opmærkning af opmærkeren selv. En sådan betragtning kaster helt andre muligheder fra sig.
Alt i alt er jeg godt oplyst med artiklen og efterlades med en yderligere vækket nysgerrig. Hvis forfatterne gav sig i kast med at studere folksonomier i et lukket netværk, hvordan ville resultatet da falde ud? For som det fortælles i artiklen, forekommer der at være en mere snæver og nuanceret opmærkning hos visse brugere end andre (hos specialisterne). Vil det betyde, at brugen af folksonomier på fx et specialiseret intranet er mere frugtbar end på et lavt specialiseret internet?
-
Munk, Timme Bisgaard og Kristian Mørk (2005) ‘Folksonomien: den mindste indsats betydning‘ (58 sider i pdf-format kan læses på Kommunikationsforum).
Del.icio.us, Folksonomi, Tags, Taksonomi.
Dec 26th, 2005 | Essayistisk/Artikler, Medier |
Ifølge Gallups (TNS Gallup TV-Meter) måling af vi danskeres tv-sening er VM i kvindehåndbold noget af en seermagnet for TV2.
1.123.000 danskere så håndboldkampen mellem Østrig og Danmark. Kampen mellem Danmark og Tyskland blev set af 1.097.000 håndboldinteresserede. Skarpt fulgt af 1.070.000 seere til kampen Danmark mod Polen (Danmark mod Brasilien 1.024.000, Danmark-Elfenbenskysten 966.000, Danmark-Rumænien 1.255.000). Og sådan kunne vi blive ved. Danskerne kan tilsyneladende li’ håndbold i flimmeren. Det er alt sammen interessant i sig selv. Ligesom det giver god mening for annoncører at have et “metric” at vurdere ROI ud fra.
Til sammenligning kan jeg orientere om, at TV2s julekalender “Jul i Valhal” i uge 50 blev set af 1.110.000 seere. Programmet “Hammerslag”, der var det mest sete program på DR1 i uge 50, blev set af 891.000 seere. Håndbold er altså et godt program, når det gælder om at trække danskerne til skærmen.
Den massive interesse blandt danskerne gør håndbold som fænomen til et interessant studieemne. Jeg har dermed fundet endnu en grund til at kigge lidt nærmere på overfladen af spillets sociologi. Jeg har længe gået og spekuleret på om håndbold kvalificerer og derfor demonstrerer en geografisk holdningsspredning.
Baggrund i dialekten
Jeg er på det seneste blevet mere og mere opmærksom på håndbolden. Ikke fordi sporten interesserer mig overvældende, men mest begrundet i dansk TVs dækning af sporten.
Og til enhver dækning af sport hører udtalelser fra og interview med sportsudøverne til. Det ligger ligesom i den form medierne efterhånden er enige om at dække sportsnyheder. Det er ikke længere bare resultater og kampanalyser.
Via interviewene har jeg observeret, at håndboldspillere hovedsagelig taler med en dialekt, der ikke hører til det rigsdanske eller den i hovedstaden talte dialekt (regionssprog). I stedet taler håndboldspillerne ofte et provinsielt regionssprog. Uden at være i stand til identificere og geografisk lokalisere dialekten forekommer det mig, at nordjysk, midtjysk og fynsk optager en del sendetid.
Dialekten begrænser sig imidlertid ikke til sportsudøverne. Flere interviewere (kendt fra tv) taler selv med en lokal dialekt i interviewsituationen. Dét vækkede min nysgerrighed desto mere.
Er sport og i dette tilfælde håndbold en disciplin, hvor befolkningens interesse er størst i provinsen? Motiveret af den aktuelle opmærksomhed på kvindehåndbolden kiggede jeg forbi stillingen i den nationale “Toms Liga” (Tabellen). Af holdene på listen er de fleste jyske (Viborg HK, Aalborg DH, Ikast/ Bording EH, Horsens HK, KIF Kolding, Randers HK, Team Esbjerg, Frederikshavn FOX og SønderjyskE). To er fra Sjælland (Slagelse DT og FCK Håndbold) og en enkelt fra Fyn (GOG Svendborg TGI).
Professionelle sportsklubbers geografiske placering har ikke entydig betydning for, at deres rekrutteringsbase er lokal. Men supportere og gæster generelt har uden tvivl tendens til at være lokalt forankrede.
Jyderne er tossede med håndbold
I et forsøg på at kvalificere observationen har jeg kigget lidt nærmere på informationer fra Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Danmarks Statistik (DST).
Figur 1 viser fordelingen af aktive medlemmer i Dansk Håndbold Forbund på distrikter. Jydsk Håndbold Forbund tegner sig for 63% af det nationale forbunds medlemmer. Sjællands Håndbold Forbund følger med 17% af de nationale medlemmer. Herefter det fynske forbund med 9%, forbundet i København repræsenterer 7%, Lolland Falster 3% og endelig forbundet på Bornholm 1%.
I figur 2 ses antallet af medlemmer i de forskellige distrikter. Den røde søjle repræsenterer antal medlemmer på landsplan.
Nuvel, tallene i de to figurer siger kun noget om det interne forhold i det nationale forbund og indikerer muligvis en sammenhæng med befolkningens generelle geografiske fordeling. For at råde bod herpå har jeg kigget lidt på demografien via Danmarks Statistik.
Ved at lave et udtræk af folketallet pr. 1 januar 2005 af personer i alderen 5-50 år og se på gruppens geografiske spredning, er følgende to figurer fremkommet. Eftersom Danmarks Statistiks demografi bygger på amtslige data er der utvivlsomt en usikkerhed i krydsningen af data fra DHF og DST [1].
Antallet af personer pr. håndboldforening i hver af de seks distrikter er illustreret i figur 3. Igen repræsenterer den røde søjle en landsdækkende værdi. På landsplan er der en håndboldforening for hver 3.359 indbyggere i alderen 5-50 år. I København går der 12.569 indbyggere (5-50 år) pr. håndboldforening. 5.397 personer pr. forening på Lolland Falster. 3.188 personer pr. forening på Sjælland og 3.008 personer pr. forening på Fyn. Jyderne leverer en håndboldforening for hver 2.482 personer. Og på det tyndt befolkede Bornholm er der en håndboldforening for hver 1.800 indbyggere i alderen 5-50 år.
I figur 4 ses, hvor stor en andel af distriktets befolkning (5-50 år) medlemmerne udgør. Der er stor usikkerhed om værdierne i denne figur, da et foreningsmedlemskab nødvendigvis ikke kræver, at man er mellem 5 og 50 år. Ikke desto mindre har jeg opstillet denne præmis/ antagelse. Og derfor kan jeg også helt hårdnakket og unuanceret opstille følgende: På landsplan er 4,11% af befolkningen i alderen 5-50 år medlem af en håndboldforening. 1,21% af københavnerne er medlem af en håndboldforening. Over landsgennemsnittet finder vi fynboerne med 4,37% og sjællænderne (foruden København) med 4,19%. Efter mine præmisser og antagelser ligger jyderne i toppen. Således er 5,66% jyder i alderen 5-50 år medlem af en håndboldforening.
Skønt det fremlagte er råt og kun er præliminære skitser, rejser mit blik på håndbolden motiveret af kvindehåndbolden i TV nogle yderligere spørgsmål. Nogle spørgsmål, der muligvis kan kvalificere det provinsielle i sporten. Hvordan fordeler seertallene sig fx på landsdele. Det kunne være interessant at vide, om jyderne er relativt mere tilbøjelige til at se kvindehåndbold end fx københavnerne? Følger befolkningen i visse landsdele kampene mere intensivt end andre? Har nordjyderne set relativt flere kampe end bornholmerne? Er der lignende mønstre inden for andre sportsgrene. Fx inden for fodbolden. Se det er interessante spørgsmål. Eller er de bare nørdede?
-
noter:
[1] Jeg har foretaget et skøn i forbindelse med håndboldforbundenes amtslige dækning. Specifikt betyder det, at nedenstående forbund antages at dække følgende amter.
FHF dækker Fyns Amt.
SHF dækker Frederiksborg, Roskilde og Vestsjællands amter.
KHF dækker København, Frederiksberg og Københavns amter.
LFHF dækker Storstrøms Amt.
BHF dækker Bornholm (eksl. Christiansø).
JHF dækker Nordjyllands, Ringkøbing, Viborg, Århus, Vejle, Ribe og Sønderjyllands amter. JHF er fra DHFs side yderligere opdelt på kredse. Men da det ikke umiddelbart har været muligt at finde kredsspecifikke værdier, er JHF betragtet som én størrelse. Dette bidrager til usikkerheden og den noget unuancerede påstand i det hele taget.
Dansk Håndbold Forbund, DHF, Håndbold, Håndbold VM, Seertal, Sport, TV-forbrug.
