Jan 15th, 2008 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
Nogle gange skal der ikke meget kraft til før man rammer sømmet lige på hovedet og knalder det i med et slag. Nogle gange er en enkelt spidformulering tilstrækkelig. Og hvis nogen har både vid og bid til spidsformuleringer, så er det Grant McCracken.
I forbindelse med et kort kursus i etnografisk metode på MIT, som han skriver om på sin weblog, formulerer han med en rammende sætning formålet med den kvalitative forskning/ metode.
The point is that qualitative research, done well, opens up the problem-set in all directions.
Selvfølgelig kan man også bruge metoden frugtbart til andre formål samt til decideret problemløsning (hvis man tilknytter en mere struktureret tilgang i databehandlingen). Men jeg kan kun være enig med McCracken overordnede betragtning, når det gælder den empatiske og reflekterende kvalitative tilgang. Det er netop i “åbningen” og afdækningen af perspektiver, metodens styrker ligger.
Aug 1st, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn, Musik | 2 kommentarer
Mens jeg har danset tallerkener rene ved køkkenvasken til højtalernes beskidte 90′er toner fra Nirvana, strejfer en tanke mig.
Dengang Nirvana var nye på musikscenen i Danmark havde jeg en kammerat, som nu er over alle bjerge i et eksotisk udland. Vi lyttede til meget af det samme musik. Med tiden gik vi endda så langt, at vi begyndte at udfolde os på elektronisk forstærkede instrumenter i et moderne fællesskab, som vi kaldte et band.
Vi spillede egentlig bare rockmusik. Beskidt og ny rockmusik i takt med bølgerne fra den anden side af Atlanten. Men når nogen spurgte om vi spillede rockmusik, så svarede vi prompte, at det gjorde vi i bestemt ikke. Ingen skulle komme og reducere vores kunstneriske udfoldelser til rockmusik.
Nogle gange, hvis spørgeren ikke have mistet modet med det beskidte og ikke særlig flinke svar, de havde fået, skete det, at det første spørgsmål blev fulgt op af et andet: Nå men hvad spiller I så?, lød det fx. Enten svarede vi ikke eller også begyndte vi tydelig fornærmet på en længere forklaring om, at rockmusik altså ikke bare er rockmusik. Ser du, der findes grader af rockmusik. Hvis vi går tilbage til de gamle klassikere som tydeligt bygger på bluesskabelonen… - og så rullede forklaringsmøllen ellers derudaf. Vi kendte nemlig alle de gamle sange. Som andre musicerende unge mennesker havde vi også lært instrumenterne at kende til lyden af Johnny Be Good og hele bagkataloget fra The Rolling Stones og The Beatles. Ingen skulle komme og sige, at vi spille rockmusik.
Men der står jeg altså og klirrer midt i opvasken med Nirvana ringende i øregangen mens tanken strejfer idet, jeg når frem til det åbenlyse modsætningspar The Rolling Stones overfor The Beatles. Grupperne står som monument for en generation. De er to alen af samme stykke og dog er de alligevel et modsætningspar. De henvender sig til forskellige segmenter og man kan måske fristes til at kalde dem substituerende. Man kan ikke få begge dele. Det er enten eller.
Unuanceret var man i gruppernes Hey Day enten til The Rolling Stones eller også var man til The Beatles. Man måtte foretage et valg og dermed også et fravalg.
Da jeg spillede rockmusik i garagen (vi spillede faktisk en overgang i en garage) var jeg tændt af flammerne fra lyden af Nirvana. Jeg var så tosset med Nirvana, at jeg næsten havde plakater på væggene. Nirvana mig her og Nirvana mig der. Min kammerat kunne godt li’ Nirvana, men han var mere bidt af Pearl Jam og Eddie Vedder end Cobain. Jeg synes Pearl Jam var helt OK. Jeg kunne sagtens lytte til det og jeg kunne også høre det fede i musikken og Vedders vokal. Men hvis jeg skulle vælge hvad der fortjente plads i cd-afspilleren, blev det til enhver tid Nirvana.
Nirvana og Pearl Jam dannede en musisk boble som placerede sig i et relationelt fællesskab overfor en masse anden musik i halvfemserne. De stod sammen overfor det andet. Men samtidig indeholdt gruppernes forskellige udtryk muligheden for distinktion indbyrdes. Og de var glimrende instrumenter til at vælge fællesskab ligesom de kunne bruges til at tegne sin ungdom udadtil. De opførte sig lidt ligesom forholdet mellem The Rolling Stones og The Beatles.
Måske netop fordi, at de for udenforstående blev opfattet som to stykker af samme alen, udtryk for samme ungdom, kunne jeg blive ved med at spille elektrisk rockmusik med min kammerat. Ligesom han ukompliceret kunne gøre det samme.
Vi spillede sammen lang tid. Flere musiske modefænomener kom og forlod os igen. Altid fulgt op af både tøjstil og passende frisurer.
Hele tiden var der en forskellighed indbyrdes i vores musiske præferencer og tilhørende sociale omgang. Jeg var til Kashmir, han var til Dizzy Mizz Lizzy og da britpoppen trillede ind fra Storbritannien var jeg til Blur og han var til Oasis.
Vi var to dybt forskellige unge mennesker og dog blot to sider af samme ungdom, der fik lortet til at lyde pisse fedt - it’s only rock and roll!
Blur, Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, Musik, Nirvana, Oasis, Pearl Jam, Rockmusik, The Beatles, The Rolling Stones
Jul 8th, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
Når jeg kigger ud af vinduet, tværs over gaden, og ind bag træerne i gården på den anden side, kan jeg se noget blafre i sommervinden.
Oppe på tredie i en af bygningerne på den fremmede side af kvarteret står et vindue åben. Ud af vinduet vælter bolchestribede stoffer i farverne blå og hvid. Nogle gange folder stoffet sig ud og åbenbarer påskriften “80”. Andre gange - færre end nogle gange - slår stofferne et slag og svipser omkring. Og når det sker, bliver det klart for mig, at påskriften ikke er 80 men derimod bogstaverne OB.
Nu er det så, jeg spørger mig selv: “Skal flaget luftes, fordi det lugter af for mange hjemmekampe i selskab øl, pis hotdog-sennep? Eller luftes flaget med akronymet for Odense Boldklub som et kulturelt symbol der skal demonstrere, at vinduets ejer er ualmindelig glad for blodklubben - en sand ob-fan?”
Jeg tror mest på det sidste.
Cultural Flagging, Flag.
Jun 5th, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn, Medier |
En sjælden gang imellem sker det, at jeg falder over en tekst, der formår at kulturformidle med underliggende humor og subtil dirrende selvironisk distance.
Men det sker altså en gang imellem. Som nu fx Kay S. Hymowitz’ tekst om Paris Hilton, The Trash Princess. Teksten kan findes på netudgaven af det meningsdrejede men anbefalelsesværdige tidsskrift The City Journal.
I disse år taler vi meget om opbrudskultur og atomisering i mediebilledet. Vi mister mange store og bredt orienterede publiceringskanaler til fordel for flere små og nicheprægede af slagsen. Kigger vi over på den anden side af andedammen til den amerikanske eng, er tendensen ikke til at overse. Der er nicher rettet mod alle tænkelige segmenter.
Når kritikere af tendensen skal sige noget positivt om udviklingen, peger de som regel på demokratisering af medieforbruget. Og når de skal sige noget negativt om udviklingen, peger de som regel også på noget om demokrati. De siger fx at vi mister fundamentet for demokratiet - nemlig fællesskabet, forståelsen for at vi har noget til fælles, forestillingen om at vi er enige om noget m.m.
Men der findes visse fænomener i populærkulturen, som formår at transcendere alle tænkelige forsøg på at stratificere den moderne medieforbruger. Paris Hilton er sådan et fænomen. Hvad enten vi læser The Wall Street Journal, The New York Post, Times, eller et eller andet underholdningspræget magasin, da er Paris Hilton fælles kulturgods. Vi kender hende. Rettelse; vi kender til fortællingerne om hende. Fortællingerne om hende formår at være interessante på tværs af medier, segmenter, strata, grupper, - call it what yout want.
Hvis jeg skal sætte det på spidsen, så er hun det, som jeg kalder et superkulturelt fænomen. Hun er et superkulturelt fænomen på linie med fx Kongressen, Det Hvide Hus, NASA og lignende fænomener, der tales om på tværs af ‘alle’ medier. Kendere af det amerikanske samfund vil måske endda mene, at Paris Hilton i højere grad end Kongressen er et superkulturelt fænomen, som deles på tværs af alle medieforbrugere.
Forståelsen for hvorfor Paris Hilton er og bliver gjort til dette superkulturelle fænomen, er hvad Hymowitz formidler gennem amerikanernes forargelsesperspektiv. [Et perspektiv der i en sidebemærkning næsten altid fungerer godt som dåseåbner til kulturforståelse].
Men læs selv teksten og nyd passager som fx disse:
Well, hating Paris Hilton is fun: Americans always enjoy a good sneer at the undeserving and decadent rich. Paris Hilton is our communal dartboard; skewering her gives the American public a chance to reaffirm who we are.
[…] Paris is America’s national cartoon heroine, a caricature who allows us to mock the undeserving and decadent rich we have scorned since the time of Tom Paine.
En kondensering af Hymowitz meninger om den amerikanske populærkultur og selvforståelse kunne måske lyde, at det er top OK at disse Paris Hilton. Det er måske ligefrem udtryk for god hygiejne, som fremmer sammenhængskraft (den rigtige måde at bruge udtrykket på). Ja, hvem havde troet det, Paris Hilton - en hygiejnefaktor.
Amerika, Paris Hilton, Populærkultur, Selvforståelse.
Apr 30th, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
Dana Boyd har fundet frem til en voldsom aktuel passage i Jean Twenges bog Generation Me om unge, om narcisisme og om skyderi på uddannelsesinstitutioner.
Dana skriver, at Twenge har kigget på amerikansk datamateriale om narcisisme og selvværd. Og hvad har hun fundet ud af? Jo, det viser sig tilsyneladende, at det fænomen man i Amerika har døbt som 1980ernes selvværds-bevægelse, er direkte korreleret med en nutidig narcisisme. Det lyder altså som om, at Twenge kan se en sammenhæng mellem unge, der går amok, når deres krav om inklusion ikke bliver indfriet og deres respektive opdragelse til at tro, at de kan alt.
Det lyder interessant og kræver vist et grundigere kritisk blik på hendes fremlægning, før jeg springer ‘direkte’ på påstandskrogen.
Men hvis Jean Twenge har tjek på databehandlingen og metoden ikke er alt for ru i kanterne, så er det tankevækkende, at Jean Twenge i følge Dana Boyd:
…unpacks the problems with the ‘You can be anything you want!’ value, looking critically at how this sets up unrealistic expectations that result in all sorts of social chaos.
Det må lige være noget for Lars-Henrik Schmidt og hans tanker om anerkendelse og respekt.
Generationsportræt, Joan Twenge, Opdragelse.
Mar 8th, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
Hos Monocle ligger et glimrende interview med LEGOs Jørgen Vig Knudstorp.
Jørgen Vig taler bl.a. om, hvorfor Billund er og formentlig også bliver ved med at være LEGOs hjem. Smarte og moderne mennesker vil måske synes, at det er mærkeligt, at LEGO bliver boende ‘på landet’. De vil måske mene, at det var smartere at rykke virksomheden til en moderne adresse i en af verdens magnetiske metropoler. Til et sted hvor verden sker. Hvor den udspiller sig og defineres. LEGO står jo midt i globaliseringen og dens krav om konstant innovation. Dens krav om ikke længere at betragte sig selv som en produktionsvirksomhed, der laver plastiklegetøj.
Men nej. LEGO bliver boende. Og der er en god grund til at blive på hjemstavnen. Det passer godt i fortællingen, i kulturen - i opdragelsen.
Hele interviewet udspiller sig i en scene som taget ud af fremtidens intethed, hvor alt er uforudsigeligt og åbent for at blive sat i spil. Og scenen passer godt til Jørgen Vigs fortællinger om LEGOs essens, om de fundamentale værdier, om familievirksomhedens raison d’etre om man vil.
Man siger, at moderne ledelse har smidt de rigide familiestrukturere af sig. Men åbner dette interview ikke også for en modsat læsning? Interviewet giver i sin helhed et fint blik på, hvordan vi måske kan se moderne kommunikationsorienteret ledelse som udtryk for kulturprægning. Jørgen Vig Knudstorp indtager her rollen som en nutidig patriark i samtale om ‘opdragelse’.
LEGO, Monocle.
Jan 17th, 2007 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn, Marketing |
På Marketing Pop Culture ligger et udmærket podcastinterview med Grant McCracken. Selvom lydkvaliteten er intet mindre end elendig, er der god mulighed for at komme tættere ind på McCrackens tanker.
McCracken taler om hans forestilling ‘The big board’. Så vidt jeg hører ham, handler det om at være i besiddelse af et overordnet ‘værktøj’ til systematisering af kulturanalyse. The big board er måske mere en diffus forestilling end et egentlig værktøj, med skulle gerne gøre os i stand til at erkende, hvordan fx obskøn kultur er i bevægelse og med tiden kan normaliseres. Dvs. en forestilling vi kender fra distinktionen: center - periferi.
Værktøjet stiller på sin egen måde normative krav til vores analytiske tilgang og McCracken drager i den forbindelse en sammenligning med trendspotting. Den måde diverse trendspotting-bureauer ofte fungerer på i dag er, at de ser på det, som er cool. Deres fokus er ofte på stil og der er ofte en overensstemmelse mellem det, der er defineres som cool og spotternes personlige preferencer. Men sådan må legen ikke udfoldes. Det må ikke handle om, hvad vi selv synes er fedt ude i den kulturelle mangfoldighed. Det vi selv synes, rykker lige nu, er dybest set irrelevant.
Der sker nemlig hele tiden noget - alle steder, i alle kulturer. Også hos de forbrugere som ikke tænder på nye produkter og normalitetsudfordrende kulturelle koder. Som forretningsorienteret kulturanalytiker skal man så at sige holde sit kulturelle blik åbent hele vejen rundt. Man må ikke bare se i den retning, hvor tendenserne passer ind i engen kulturs verdensbillede. McCracken siger derfor lettere provokerende, at ‘Coolhunting is too important to be left to cool hunters’. (NB: Hvis man følger McCrackens blog, så vil man opdage at han ikke har et uproblematisk forhold til trendspotting- og coolhunting-bureauer.)
For den gode kulturanalyse består udfordringen i mønstergenkendelse. Dvs. det drejer sig om at være i stand til at ’se’ og efterfølgende læse den kode, der senere manifesterer sig i kulturelle forandringers indflydelse på forbruget. Og netop mønstergenkendelse og læsningen af kulturelle tegn med efterfølgende kondensering kræver en historisk følsomhed. Og for Grant McCracken i særlig grad en indsigt i og følsomhed for populærkulturens historie og betydninger.
Hvis man ikke formår at forstå populærkulturen (dvs. den dagligdag som berører mennesket), risikerer man at miste forståelsen for den betydningsdannelse, der guider forbrugeren i sit daglige forbrug. Dette er væsentlig pointe for læsningen af McCracken. Hans Meaning map udviser da også en ydmyghed overfor betydningsdannelsen og for hvad der rent faktisk er muligt, når virksomheder ønsker at deltage i betydningsproduktion og fx opbygge mærkevarer - brands.
Ser vi på betydningskortet, så bygger det på en identifikation af tre hovedaktører: Culture, Consumer goods & Individual consumers.
Branding is a process by which meanings are detached from culture and invested in consumer goods. And then detached from those consumer goods and invested in the individual consumer.
Men lyt selv og hør why culture matters.
Grant McCracken, Kultur, Podcast.
Dec 22nd, 2006 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
Det er tidlig morgen i Danmark og på sæderne bag mig i bussen sidder to knægte og sludrer om nattens udskejelser. Det har været sjovt, vildt og det blev vist alt for sent. En våd nat, tror jeg mens min næse fornemmer en sødligt lugt snige sig frem til mit sæde. I ved, den der spritlugt man ikke rigtig kan udgå dagen derpå. Samtalen holder en mindre pause, hvorefter den ene siger til den anden:
Sikke en voldsom trafik der er her til morgen!
Det havde han ret i.
Hørt i bussen, Trafik.
Dec 17th, 2006 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
På Cato Unbound diskuterer nogle kloge mennesker i øjeblikket temaet kultur og økonomisk udvikling. Lawrence E. Harrison (som bl.a. har redigeret en antologi om kultur sammen med Samuel Huntington - ham med civilisationssammenstødet) har skrevet det indledende essay til diskussionen, Culture and Economic Development. Harrisons konklusion er klar og entydig og - kunne jeg forestille mig - vel ikke helt uventet for dem, der kender hans skrifter:
Culture does matter in economic development, and governments, development assistance institutions, think tanks, and universities must confront culture and cultural change. Incorporation of cultural analysis and cultural change into the mix of policy and project design factors may significantly accelerate the pace of economic development.
Sådan en udtalelse kan selvfølgelig ikke stå ukonfronteret på tænkernes parnas og Peter J. Boettke har da også kastet grus i maskineriet og åbner i sit indlæg op for hans tanker om det, vi kunne kalde kulturens indflydelse på økonomisk succes i den strukturelle kapitalistiske samfundsorden.
Under overskriften The How, The What, and The Why of the ‘Culture Matters’ Thesis lægger han bastant ud med at fremtrække en af pointerne bag Alvin Rabushkas tanker om økonomisk vækst.
Alvin Rabushka in The New China […] takes the culture thesis head-on and argues that the evidence doesn’t support it. […] Economic freedom - not the cultural traditions of a people, or the geographic advantageous of a country - leads to economic growth and development. Culture and geography may have an impact on human affairs, but the main causal factor in determining differences in economic performance among nations is the rules of the game that govern the way that people interact with one another (within and beyond national borders) and with nature’s resources.
Boettke kan altså trække en teoretikers tanker frem som ikke underbygger Harrisons teori. Faktisk er udsagnet fra Rabushka ifølge Boettke, at det alene er økonomisk frihed, som fører til økonomisk vækst. Kultur og geografi kan meget vel vise sig fordelagtige for produktionen af varer, men har altså en underordnet signifikans, når det gælder om at omdanne det producerede til økonomisk vækst. Det der virkelig betyder noget, er institutionerne. Dvs. de regler - i dette tilfælde forstået som eksplicitte reguleringer - hvorunder mennesker indbyrdes bytter varer.
Han fortsætter herefter med en grundlæggende læresætning fra forelæsningerne i økonomi. Nemlig, at reel stigning i indkomst sker ved at øge den reelle produktivitet. Hvordan man øger produktiviteten, er en diskussion for sig, men det kan ske på flere forskellige måder og dybest set argumenterer Boettke for, at en produktivitetsforøgelse sker ved enten at investere i uddannelse af medarbejderne (human capital), teknologisk forbedring (physical capital and know-how) og organiseringen af arbejdet (managerial skill and team-production).
Og i de funktionalistiske baner fortsætter Boettke ligningen med, at sådanne investeringer sker ved hjælp af incitamenter. Ønsker om at investere i produktivitetsforøgelsen er således baseret på investeringsincitamenter i den lokale regulering:
[…] the willingness to make those investments is a function of the incentives actors face in any given economy, and the feedback from the local environment, which provides (or obscures) information about how best to use time and energy given the incentives.
[…]
The rules of the game and their enforcement provide the structure of incentives and the informational feedback in the system.
Graden af produktivitetsforøgelse - og dermed økonomisk vækst i Boettkes forståelse - baserer sig således på de lokale institutioners evne til at regulere på en sådan måde, at incitamenterne for produktivitetsforøgelse også opfattes som reelle incitamenter. Et land har ifølge denne tanke således mulighed for at forbedre hendes produktion ved fx at have et solidt retssamfund, hvorunder tvister kan afgøres ‘retfærdigt’ - eller i hvert fald hvor den største nytteoptimering finder sted ud fra et økonomisk kapitalistisk perspektiv.
Man kunne derfor måske fristes til at tro, at Boettke advokerer for, at kultur vel kan rage os en høstblomst. Kort sagt, kultur har ingen betydning for økonomisk vækst. Det der derimod betyder alt, er institutioner. Men sådan forholder det sig kun på overfladen. Kultur har nemlig indflydelse på strukturerne og under forskellige kulturelle omstændigheder viser der sig at være større eller mindre tilbøjelighed for at acceptere bestemte institutioner. Og det er netop på dette punkt i Boettkes funktionelle tanker, at kultur finder sin signifikans.
[…] culture either legitimates or delegitimates institutional structures, and different institutional structures affect the incentives actors face and the informational feedback available to guide their plans and choices.
Men hvordan og hvorfor er det, at det forholder sig sådan? Hvordan går det til at visse kulturelle omstændigheder muliggør visse former for institutionel regulering og andre ikke gør det? Det må være det væsentlige, når vi skal stille spørgsmål til kulturens indflydelse på den økonomiske udvikling. For ifølge Boettke så har vi skabt de rette institutioner. Udfordringen består nu blot i at eksportere dem om man så må sige.
I afslutningen vender Boettke derfor på sin vis tilbage til hans indledende konklusion på kulturens betydning. For som han påpegede, så viser visse former for kultur og geografi sig fordelagtige for produktionen af varer. Dvs. noget som vi må kunne forstå som produkter, hvad enten de er materielle eller immaterielle. Og institutioner… de er vel også en slags produkter.
Alvin Rabushka, Institutionsteori, Kulturteori, Lawrence E. Harrison, Peter Boettke, Økonomi.
Dec 12th, 2006 | Div. Kul/Soc/Ant/Etn |
I min jagt på temaer og omskifteligheden i morgenmyldretidens konversationer ombord på den offentlige trafik, indfangede jeg i dag et interessant temaskift.
Hvad der lyder til at være to psykologer, sidder i bussen på sæderne foran mig. Der snakkes faglighed, metode og arbejdsvilkår. De to kvindelige passagerer slynger om sig med fagtermer og beklager sig indbyrdes over, at deres chef tilsyneladende misbruger begrebet ‘psykisk’. Han, for chefen er en ham, bruger altså ikke begrebet korrekt ifølge disse to medarbejdere.
Midt i det hele opstår der en kort pause. Det er som om, at hende ved vinduet vil levere et svar på noget af det, de netop har diskuteret. Hun siger:
Det er ikke fordi jeg er snottet. Jeg er bare tung i hovedet.
Hendes kollega kommer med en kort kommentar om influenza og fortsætter så den faglige samtale. Måske har de talt om helbred og dårligdomme før jeg faldt ind på en lytter. Det må de næsten…
Men mennesket er nu fascinerende. Sikke dog nogle skift vi kan forholde os til. Samtidig med at vi rent faktisk forstår betydningen af hele skidtet.
Hørt i bussen, Snot.