… tøveprikker
Politiken skriver - og min umiddelbare reaktion er:
…
- tøveprikker, hvad skal jeg næsten mene… De har heldigvis den fulde ret til at sige, hvad de mener.
Hvor er det egentlig helt vildt fedt, at man kan sige, hvad man vil. Hva’?
Kudos til en aristokratisk britisk tradition
Herfra tastaturet skal Tony Blair have en afskedssalut for at betitle forfatteren Salman Rushdie med “Sir”. Alle er ikke glade for, at Rushdie nu bliver Sir Rushdie. Men det må de da heldigvis selv om. Man kan jo altid læse bibelen som f…..
Når banken bliver en tand for personlig
Indrømmet, jeg er en af den slags moderne mennesker, der godt kan li’, at min bank behandler mig som et rigtigt menneske. Deri ligger selvsagt den implicitte forudsætning, at banken også opfører sig menneskelig. Altså, at den formår at sætte ansigt på betjeningen, hvad enten vi taler om 1 til 1 relationen foran skranken (som vel helst ikke skal hedde skranke længere), i netbanken eller i massekommunikationen. Det kan jeg alt sammen godt li’ og jeg fornemmer også, at bankverdenen arbejder på at omstille sig til kundetyper af den ny generation.
Men spørgsmålet er, om det kan blive en tand for meget, en tand for personligt. Her tænker jeg ikke på banker, der laver tant og fjas, leger med klodser, og slet ikke opfører sig som banker. Banker som har mistet al troværdighed i min mentale bogføring. Det er ikke sådan nogle geshæfter jeg tænker på. Næ, jeg tænker såmænd bare på den helt almindelige men bastante bank, der kan vise pondus og har fundamentet i orden. Kan den bank blive for personlig, for menneskelig?
Normalt er jeg Des med banken, når det gælder officiel kommunikation. Det har jeg som sådan ikke noget imod, men halløj (sådan et ord kan man altid tilføje) i banken - I må gerne sige du til mig. Jeg er ikke så sart selvom jeg godt kan føle mig lidt vigtigere, når der bliver sagt De til mig. Men er tiden ikke ved at løbe fra den tiltaleform?
Hvis jeg derimod kommer ind i banken, så er vi dus. Det virker mere naturligt og det er på ingen måder distraherende. Det ville et De derimod være - med mindre det selvfølgelig bliver sagt i en venlig tone og med humoristisk gammeldags intonering. Så ville det til gengæld være udtryk for en dejlig leg med de kontrasituationelle muligheder i hverdagens sprogbrug (hold da kæft hvor højpandet).
Men kan det blive for menneskeligt? Ja, det synes jeg det kan. Som nu fx da jeg den anden dag modtog en mail fra banken. Det var synligt, at det ikke var en gennemført standardfrase, men at den nogenlunde var formuleret til lejligheden af en specifik bankrådgiver. Derfor var mailen også både dejlig menneskelig og personlig. Men der kan jo ske fejl, når talknuseren inde i banken selv sidder og formulerer sine skriftlige fremstillinger.
Hvad skal jeg fx mene om kun at blive tiltalt ved fornavn? Altså når mit fornavn er stavet forkert? Så er banken vist blevet for menneskelig. Og mennesker laver jo som bekendt fejl. Skal jeg forstå mailen som udtryk for, at banken er begyndt at lave fejl? Forhåbentlig ikke.
Bank, Stavefejl.
Vi skælder dem hele tiden ud
Der er ikke meget, som er sten sikkert i denne verden. Men hvis jeg skal pege på noget, som ud af øjenkrogen ser ud til at være bare nogenlunde lige så sikkert som amen i kirken, så må det være, at den til enhver tid siddende kulturminister altid står for skud. Og skal man lytte til voxpoppens bjæffen, er det kun gået ned ad bakke siden Bomholt skabte rammerne for ministeriet i årene op til etableringen i 1961.
Lige meget hvad kulturministeren foretager sig, er der altid en eller anden and, der får taletid og bruger den på at rappe en diss om ditten og datten. Men det er vel, hvad man kan forvente med lommerne fulde af politiske prioriteringer og synlige smagsdomme.
Og det bliver vel heller ikke nemmere af, at kulturministeriet laver prioriteringer på et område, som alle ved, at de ved noget om. For det kan ikke betvivles. Fra lagre i Kolding til lejligheder på Frederiksberg ved folk noget om … kultur og noget.
Men netop det, at alle synes, at de ved noget om kultur, er også det, der er så fedt ved kultur. Det blir’ nemlig herre spændende at iagttage den brede kulturs kamp om at definere og vurdere den smalle kultur. Her er aldrig stille. Og en interessant betragtning er, at det tilsyneladende ikke er nødvendigt at være ekspert på kulturområdet for at kunne fælde dom på det. I den kulturelle retssal er vi så at sige alle domsmænd.
Men hvorfor ser vi ikke de samme udmeldinger på fx skatte- og finansministeriets ressort. Prioriteringerne er nøjagtigt ligeså politiske og dommene har nøjagtig samme synlige smag. Eller ser vi rent faktisk det samme? Gør det samme sig gældende her? Måske lægger jeg bare ikke mærke til det.
Til illustration ligger der på Søndag Aften en aktuel samling meninger fra nogle mennesker og en enkelt minister.
Kulturminister.
KPMG klappede i som en østers
For de kulturøkonomisk interesserede viste december sig fra sin knapt så julevenlige side. I kølvandet på en rapport fra KPMG over kulturpengestrømmene fra kulturministeriet og ud i kulturlivet, skulle der udspille sig et sandt trekantsdrama, hvor den ene part fra starten klappede i som en østers.
Den omtalte KPMG-rapport var bestilt arbejde fra DJBFA. Arbejdet var bestilt - naturligvis ikke konklusionen. Ifølge KPMGs beregninger var udbetalingerne til kulturlivet blevet reduceret drastisk gennem de seneste Venstre-Konservative regeringsperioder.
Ind kommer Dramaqueen
KPMGs konklusion om de reducerede udbetalinger brugte kulturlivet til at slå regeringen i hovedet. Hvad bilder I Jer ind, sådan at skære ind til benet i den kulturelle mangfoldighed, lød det fra kulturlivet, som havde den regeringskritiske opposition på sin side. Og de blev ved, gjorde de. Kulturlivet havde nemlig en masse eksempler på gode, velmenende og kreativt kvalitetsbevidste kulturelle dødsfald, tror jeg nok.
Anklagerne føg alt imens kulturlivet vedholdende henviste til konklusionerne i KPMGs rapport, der i øvrigt blev brugt som eneste ‘troværdige’ løftestang. For hvem tror på afdankede jazzmusikere, når de begynder at tale økonomi og administration - nej vel! Men når de fortæller om kultur, musikalske anekdoter, ja om selve livet, så er det noget ganske andet. Det er her deres troværdighed skal findes.
Ind kommer Dramaking
Kongen så alt og det gik hurtigt op for ham, at KPMG med rapporten havde gjort sig skyldig. KPMG havde ligget med Dramaqueen. Absolut ikke noget Dramaking bryder sig om. Hvad ligner det, sådan at have omgang med kongens bedre halvdel. Sikke noget! Og efterfølgende desuden at tale højt om det. Ligefrem at udgive en rapport over samkvemsresultaterne. Føj, tænkte han for sig selv.
Bødlerne blev hidkaldt og et strategisk modtræk skulle udtænkes. Først gik håndlangerne og Dramakongen omkring i de kongelige gemakker og diskuterede formålet med deres hemmelige møde. Hvorfor havde kongen sendt bud? Hvori lå kongens problem?
Kongen er yderst bekendt med kritik fra dronningens side. Kritikken er ikke ny og kongens folk kender den til hudløshed. Vi ved alle, at dronningen bare skræpper op og op og op. Skræp, skræp, skræp. Under normale omstændigheder rekvirerer kongen blot et lydspor hos sin faste DJ, som efterfølgende så bare gentages og gentages og gentages.
Men det var ikke nok denne gang, for dronningen havde hentet hjælp udefra. Man kunne derfor tro at kongen måtte tage imod udfaldene denne gang. Men nej. Dramadronningen kastede om sig med alverdens beskyldninger og fyrrede fejlagtigt alle skyts af på een gang og åbenbarede derved indsatsområdet for kongens håndlangere. Dronningen blottede nemlig flanken og synliggjorde et svagt punkt. Dronningen og hendes slæng refererede nemlig hele tiden til de hede hændelser, som havde været resultatet af samkvemmet med KPMG. Og her skulle slaget slås.
Kongens mænd gik efterfølgende til makronerne og sendte den ene jernhårde salve efter de løgnagtigheder, som dronnings elsker havde bragt til torvs. Og det var der god ræson i. Elskerens rapport var nemlig det eneste værktøj som kunne bakke dronningens beskyldninger op.
Ind kommer Dramaqueer
Man kunne så tro, at førsteelskeren KPMG ville forsvare sig selv og gøre det klart een gang for alle, at der ikke var tale om løgnagtigheder. Men nej, det skete ikke. KPMG trak sig starten og trådte aldrig ind på scenen. I stedet benyttede de en klassisk hold kæft-strategi, hvor det kort og godt gælder om at bide sig selv i læben uagtet hvor barske og latterlige anklager man beskyldes for.
Spørgsmålet er så blot om strategien har virket efter hensigten. Svaret kunne synes ligetil. Jo, den har virket. Stormen er drevet over og hvem (af betydning i hvert fald) går rundt og husker på et drama udspillet i kulturlivet - endda i december. De mørke jakkesæt på direktionsgangen i KPMG klapper derfor måske hinanden på skuldrene mens de i kor hvisker til hinanden: Skandalen afværget - godt ta’et dér!
Men hvorfor trådte KPMG ikke op på torvet og bekendtgjorde sit sværmeri for dronningen? Hvorfor stod man ikke inde for, at man rent faktisk havde haft en hed affære med dronningen? Og hvorfor sagde man ikke, at man ville gentage den, hvornår det skulle være? Hvorfor bakkede man ikke dronningen op og sagde, at kongens magt ikke var så lang, som han selv gik og sagde?
Spekulationer på hvorfor KPMG knyttede sylten, kunne gå på, at man selvfølgelig ikke kritiserer hverken nydelsen eller længden af kongens magt i offentlighed, hvis man gerne vil i lag med ham. Forstået på den måde, at man måske godt kan udføre bestilt kritisk arbejde, men man behøver måske ikke ligefrem at drage sig selv ind som indsats i efterspillet.
Men - og tilbage til virkeligheden - måske burde KPMG have luftet et par professionelle ord om rapporten i offentlighed. For i sidste ende så er det Google og ligesindede, der bestemmer, hvem der ejer ’sandheden’ om størrelsen på kongens mandlighed. Denne gang løb kongen selv med sejren.
DJBFA, KPMG, Kultur, Kulturministeriet.
TDCs egen- og nævenyttige lange arm [opdat.]
Først var det Telia (Stofa) der satte en stopper for adgangen til det suspekte russiske musiksite Allofmp3.com, hvor man kunne købe musik til yderst favorable priser. Alle Telias brugere blev med et forment adgang til sitet efter at fogedretten nedlagde et forbud. Sitet blev altså spærret. Og hvis man som Telia-Stofakunde forsøger at finde vej til Allofmp3.com, så får man denne anonyme meddelelse.
Det fremgår ikke, hvem der er afsender af meddelelsen. Man har derfor ikke den fjerneste mulighed for at vide, hvad fanden der sker, hvis ikke lige man har fulgt med i dagspressen. Det eneste man vist ikke blir’ i tvivl om, det er, at man er på vej derud, hvor isen så småt blir’ tynd.
Det er pt. kun Telia, der har fået besked på at blokere adgangen til Allofmp3.com. Ingen andre internetudbydere er blevet afkrævet, at de spærer for Allofmp3.com. Alligevel så synes TDC tilsyneladende, at de skal spille ansvarlige og flekse med musklerne på vegne af den udøvende magt.
TDC har derfor på eget initiativ lukket for Allofmp3.com. Og hvis en internetkunde hos TDC i dag forsøger at klikke sig frem til Allofmp3.com, så vil hun møde denne meddelelse, så snedigt arkiveret af Elmose.
En stor og faretruende meddelelse om, at her skal man stoppe. Eller rettere, her bliver man stoppet. Man har nemlig ikke noget valg. Det er ikke bare en advarsel. Det er et fuldt STOP.
Som TDC rigtig nok skriver, så mener IFPI, at Allofmp3.com formidler ulovligt kopieret musik. Og hos TDC mener man åbenbart, at hvis nogen med økonomisk interesse i en sag mener et eller andet, så kan man godt lige hjælpe lidt på vej til at få det stoppet. Eller i hvert fald få stoppet adgangen. Hallo TDC - hvad sker der? Det er da vist ny stil, hvad angår ‘ansvarlighed’, er det ikke?
Jo jo, sitet er sandsynligvis ulovligt på vores breddegrader, men skulle vi nu ikke lige lade den dømmende og lovgivende magt beslutte hvordan og ikke mindst hvem der skal udøve magten?
Men hovsa, er det ikke også noget med, at TDC sælger digital musik online? Så er det jo også skide smart at spærre for adgangen til konkurrentens butik. Men come on - burde I ikke vente til reguleringen trådte op på trappen og krævede en spærring.
[via Mediehack]
Opdatering 7. dec.:
Egentlig stod ISP-erne og trak lidt på beslutningen om at begrænse adgangen til musiksitet. Skulle de gøre det, eller skulle de ikke?
Thomas Jensens artikel ‘The Great Wall of Denmark‘ på PROSA handler om de nogle af problemstillingerne vedr. blokering af internetsider (læs censur. Man fjerner nemlig ikke siderne. Man søger blot for, at visse brugere ikke kan se dem).
Her er en henvisning til Piratgruppens skriblerier om resultaterne af fogedrettens dom over TELE2. Og er er endnu en henvisning til noget Piratgruppen synes, de har behov for at fortælle TELE2-kunder.
På Newz.dk er der en længere diskussion omkring sagen.
Computerworld skriver naturligvis også om TDCs blokering (på deres redesignede site).
Opdatering 28. dec.:
Næ du, hvis man endelig vil gøre det slut med Allofmp3.com, så gør man som de amerikanske pladeselskaber. Ikke noget med at gribe til selvtægt som TDC. I stedet skruer man et overdrevet søgsmål sammen og sagsøger de russiske bagmænd langt ind i helvede med vel nok et af den moderne verdens mest agressive paraplyorganisationer, RIAA, som repræsentant. Alt sammen serveret på et sølvfad med en lille note om, at man gerne vil modtage varme pengegaver i en størrelse, som næppe er set tidligere - knap 1,7 trillioner amerikanske dollar.
Allofmp3.com svarer som forventet med, at de jo blot agerer i henhold til russisk lovgivning.
Allofmp3, RIAA, TDC, Telia Stofa.
Når ideerne i musikken bliver væk
Enhver musiker må frygte den dag, hvor der ikke er flere ideer i stemmelæberne. Hjernen er tørret ud og har trukket sig sammen som en klæbrig rynket sveske. Tømt for alle kreative kræfter. Den eneste saft der efterhånden kan presses ud af svesken, er lige gyldige fortolkninger af gamle fædrelandssange fra højskolesangbogen. Alt er bare sådan … kedeligt, tomt - slut.
Men sådan går det jo. Alt får en ende. Opgaven består så bare i, at man skal kunne indrømme, at man står ved afslutningen af sit kunstneriske efterår. Man skal være i stand til at se sin svag-pisser tilstand i øjnene. Erkende sine rynker og acceptere, at det ikke længere er fedt på den fede måde, bare fordi man har sat gang i en af trommemaskinens helt knastørre og synkoperede fire fjerdedele. Det holder bare ikke. Glem det makker! Ta’ dit gamle liv på nakken og vælt ned fra scenen. Gør din exÃt med manér og måske viser følgespotten dig barmhjertighed på vej ud.
Ingen navne nævnt - alle grå såvel som grønne rutinemusikere må hjertens gerne føle sig truffet. Når ideerne i musikken bliver væk, så drop venligst jeres pis. ‘Please, kan I ikke holde jer til at musicere indenfor egne vægge’: lyder det fra en alt for søndagsgnaven lytter, der helt sikkert bare selv skulle ta’ at klappe i.
Gamle musikere.
Og vejret - det blir’ dramatisk
Så kom dagen, hvor DRs nye vejrudsigt (og TV-Avisen) blev kastet for danskernes sure hyggefødder hjemme i søndagsstuerne. Og sikke som ‘vejret’ ellers er blevet anderledes i den nye vejrudsigt. Der er så sandelig kommet flow og action i formidlingen.
Væk med det diffuse højlys og ind med et mere dramatisk, varmt og vinklet lys. Faktisk er det lige før, jeg begynder at spekulere på mulighederne i, at der måske ligger skjulte og lidet flatterende træk under overfladen på den ellers så ualmindeligt glatte Søren Jacobsen. Pludselig går han ikke længere i et med den grønne blue-screen.
Men det er også svært at falde i med skærmen i dag. Den er nemlig væk - erstattet af en mere tidsvarende og attraktiv fladskærmsløsning. En fladskærm, som ikke byder på dårlige og forstyrredende konstraster. En fladskærm, man kan banke på og som man i den fysiske legemesudførelse af vejrudsigten, kan benytte som redskab og tilføre formidlingen en ekstra auditiv dimension. Og godt for det. For det gir’ sådan lige lidt ekstra, når man kan banke på Østersøen og plinke med neglene på Djursland.
16:9 formatet har også skabt en mulighed for at vejrformidlerne rigtig kan gi’ den gas og danse sig forpustede ud i alle verdenshjørner. Nu er der pludselig langt mere end to små trip på listetæer fra Bornholm til Vadehavet. Og ikke nok med det. Ind kommer 6-dagsprognosen og vi får med ét en ekstra dags vejr for de samme licenskroner.
Fantastisk - variation. Jeg er tosset med det og kan næsten ikke vente til næste udsigt. For slet ikke at tale om den glæde jeg fornemmer vil dukke frem, når vi bliver stillet noget vildt og voldsomt vejr i udsigt. Uhm, herligt dramatisk - og for første gang mere action end TV2-Vejret.
DR, Nyheder, TV-Avisen, Vejrudsigt.
Floyd Landis forstår internettets magt
Tour de France vinderen Floyd Landis blev som vi husker knaldet i en dopingskandale. Han gik under jorden efter touren og forsvandt som dug for solen i dagene efter, at det kom frem, at han blev mistænkt for doping.
I august brokkede han sig offentligt ved at komme med grove anklager mod det laboratorium, som havde udført testen på hans pis. Jeg skrev dengang, at hans eneste tilbageværende våben i kampen om at blive skrevet ind i cykelhistorien, var en fastholdelse af uskyld. Gerne kombineret med, at han selv skulle begynde at skyde om sig med anklager.
Floyd Landis gør nu det eneste rigtige i den sammenhæng. Man kan mene alt muligt mavesurt og forargelsesrelateret overfor Floyd og hans eskapader udi cykelsportens underverden. Og det gør jeg skam også - skam dig, din sjuft! Men når det er sagt, så får det betydning, at Floyd standhaftigt fastholder sin uskyld og spiller førsteviolin til tvivlssymfonien.
Nu har han offentliggjort et omfattende dokumentationsmateriale på sin weblog, som kan hentes via box.net (log ind med brugernavn: PublicAccess og password: PublicAccess). Et materiale, som følger en af de bedste spinopskrifter: Overdyng journalisterne i dokumentation - det gør dem forsvarsløse og udstiller deres underlegenhed.
Journalister har nemlig ikke tid til at gennemgå alt materialet og de fatter desuden ikke en brik af, hvad alle fagtermerne betyder. Og de aner da slet ikke hvordan målinger, værdier, notater osv. skal tolkes samt hvordan de skal forholde sig endsige formidle de metodologiske og ontologiske problematikker til deres læsere. Sådan er antagelsen bag strategien i hvert fald. Men journalisterne har jo et arsenal af velvillige medieludere (tak Lillebror) af eksperter, som ivrigt står på spring i kulissen for at udtale sig om i korte soundbites om noget, de kun har et perifært kendskab til.
Det kan på overflade indikere, at Landis ikke har en chance for at ændre virkeligheden, nu hvor han er blev fanget i den. Men sådan forholder det sig ikke. Alt sammen hjælper nemlig i sidste ende Landis med at konstruere anstrøg til en sammensværgelse over ham. Han bliver bare ved med at smide materiale i spil. Og det ligger vel ikke så fjernt i tankerne, at der måske kan være tale om, at der er nogen, som er ude efter den cyklende bonderøv fra det øde USA. Vi ved jo alle, hvor korrupt sportsverdenen er. Kun diverse ‘akser’ og bananproducerende lande, kan tilnærmelsesvis måle sig med hensyn til fx bestikkelse og kontrolvirksomhed. Det ved vi - for det er jo fakta?
[via Micro Persuasion]
Reklamer for reklamer
Det er næppe gået hen over hovedet på nogen, at vi er godt i gang med at blive stopfodret til bristepunktet med gratisaviser. Og det er ikke slut enddnu. Der kommer mere fra samme skrivebordsskuffe.
Gratisaviserne hænger allerede nogle af os langt ud af halsen. Og til alle som ikke selv har oplevet det, kan jeg fortælle, at nyheds-foie-gras sviner som bare pokker. Det er faktisk noget værre stads. Det flyder jo ligefrem med nyheder på fortorvet, i kryds og kælderskakter, omkring hjørner og endda hele vejen med ind i opgangen. Sikke noget sjusk. Hvordan mon det bliver til vinter? - pulp-fakta måske. Så mangler vi bare et fedt lydspor.
Alt sammen sker som bekendt, fordi gratisavisernes bagmænd har iværksat operation ‘annoncekrig’. En operation, som ikke går ud på at kapre fjendens fane og fanebærere men i stedet handler om at vinde alle fjendens annonceindtængter. Når det er gjort, så er det ellers bare at forholde sig som russerne under verdenskrigen og brænde det hele af på tilbagevejen.
Den krig som føres er en skjult form for krig (gid jeg havde en bedre metafor). Den er ikke synlig for os alle. Men vi er jo også bare publikummer. Vi kan ikke sådan lige se, hvem der lider hvilke tab og hvem der vinder tærren. Det må vise sig på et senere tidspunkt.
Som publikummer kan vi bare stå på sidelinien og betragte begivenheden, som var det et mindeværdigt slag taget ud af en gammel borgerkrig. Vi kan blot læne os tilbage på det medbragte skotsk-ternede og spise vores medbragte mellemmadder. Og imens kan vi hver især heppe på den (eller dem) vi vil og fx også hæve humøret lidt af kombattanternes handlinger.
Jeg kan fx ikke lade være med at smile, når gratisaviserne reklamerer for sig selv. De vil jo så gerne have højere læsertal. For så kan der nemlig også sælges flere annoncer. Og hvordan får man flere læsere? Man annoncerer selvfølgelig. Gratisaviserne bruger derfor en masse mønter på at annoncere for noget, som de uddeler gratis. Alt sammen i håb om, at der er nogle andre, som så vil annoncere hos dem. De bruger altså reklamekroner for at tjene reklamekroner.
Det lyder fuldstændig tosset, men det er det altså ikke. Eller sagt på en anden måde. Det vil vise sig, om det var en fuldstændig tosset ide.
Gratisaviser.