Nej, det lyder ikke rigtigt!
Ægte rock’n'roll skal lyde på den helt rigtige måde. Det vil de fleste musikinteresserede vide. Hvad enten man bare er helt normal lyttende eller selv udfolder sig musikalsk. Det handler om at få fat i den helt rigtige lyd og på den måde få signeret enten en enkelt sang, en plade eller måske ligefrem en hel gruppes særlige udtryk.
Det med at få den helt rigtige lyd, er svært. Ethvert bandmedlem har sine egne meninger om og forventninger til, hvordan medlemmets eget instrument skal lyde. Trommeslageren kan sidde og fundere over, hvordan den ene tam netop får den helt rigtige spændstige lyd uden at blive for dominerende. På samme måde har bassisten sin fornemmelse af at ville have den helt rigtige enten brede eller smalle lyd, så den passer præcist og rigtigt til genren. For slet ikke at tale om forsangerens egotrip hver eneste gang, der skal musiceres i øveklokken. Selvom monitorer, alle kapper inklusive eq og volumen står nøjagtig som sidste øvegang - hvor det lød fedt - så er det alligevel som om, der er noget forkert ved lydbilledet. Og der bliver skruet og gjort ved en ekstra gang.
Nogle af de værste lydkritikere er guitaristerne med alle deres dimser og dutter, deres pedaler med drejeknapper og grønt oplyste gel-knapper og joghjul på det femte modul i SKB-kassen. Og så har jeg slet ikke nævnt hele problematikken om at få fat i de helt rigtige rør til den helt rigtige amp med det helt rigtige kabinet. Alt sammen forbundet med de helt rigtige kabler isoleret på den helt rigtige måde.
At finde den helt rigtige lyde er skide svært og i visse sammenhænge vil man endda kunne opleve at musikken ligefrem standses, hvis et bandmedlem ikke mener at lyden er helt rigtig. Som et lille kuriosum kan jeg berette om, hvordan en enkelt musiker forsøgte at spille sig igennem indtil flere sange. Men det lød ikke rigtigt, blev der sagt. Heller ikke en massiv justeren og gøren ved på alverdens knapper, dimsedutter og joghjul kunne gøre lyden rigtig. Løsningen var simpel for den kritiske gut: ‘jeg nægter at spille mere i dag, jeg går hjem’.
Alle bandmedlemmer har altså en mening om lyd. Det er kun godt. Uheldigvis begrænser de ikke deres lyd-holdninger til egne instrumenter. Næh nej, de har meninger om al lyd - også de andres instrumenter. Det der med at få skabt den rigtige lyd bliver derfor til et evigt slid, som sluger masser af tid fra det, som jeg går ud fra alle er kommet for - nemlig at få spillet noget rock musik.
Jagten på den helt rigtige lyd er evigt tilstedeværende for musikeren. Det ved instrumentproducenterne godt. Og ligeså evigt jagende som musikerne efter lyd, ligeså evigt taknemmelige er producenterne for, at musikere aldrig lader sig tilfredsstille. Det giver nemlig rum for at få langet noget nyt og noget nyt ‘gammelt’ gear over disken.
På GetThatSound ses en af de gode traditionelle veje til at finde den helt rigtige lyd. Gør som dine idoler - køb det samme. Og det er lige en side for rockmusikere, som er skide gode til instrument spotting, til instrument-kending. Noget de udfører konstant i jagten på den rigtige lyd. På sin vis er det en sjov hjemmeside med nogle meget nørdede informationer. Men samtidig udstiller den også rockmusikernes akilleshæl. Nemlig det, at når det kommer til lyd, er de dybest ikke er så skide individualistiske, som de gerne vil fremstå. De er ikke specielle. De skiller sig ikke ud fra hinanden. De gør det samme om og om igen. Og det vil de blive ved med. Allesammen spiller på de samme gamle slidte instrumenter i håb om at sole sig en smule i fortiden - en form for instrument-romantik.
GetThatSound, Lyd, Musik, Rockmusik, Rock’n'Roll.